Filmstriben har fået nyt ansigt

STREAMING. Det er en helt ny visuel oplevelse, der nu møder den besøgende på bibliotekernes streamingtjeneste Filmstriben online og i den nye app.

Siden 2009 har man som borger kunnet undgå turen til det lokale bibliotek i sin søgen efter filmoplevelser. I stedet har det været muligt at se filmene hjemmefra via filmstriben.dk. Streamingtjenesten anvendes i samtlige af landets kommuner, og der ligger i dag mere end 2.500 spillefilm, kort- og dokumentarfilm på Filmstriben.

På det nye site har billederne fået en langt mere fremtrædende rolle i det samlede udtryk, som også skal bidrage til en større brugervenlighed. Som noget nyt kan man oprette og dele lister over film, give stjerner og føje film til sine favoritter. Disse favoritter anvender Filmstriben til at anbefale lignende film til brugeren.

Filmstriben

Filmstriben har eksisteret siden 2009 og drives og udvikles af Dansk BiblioteksCenter i samarbejde med bibliotekerne.

Der ligger i dag mere end 2.500 spillefilm, kort- og dokumentarfilm på tjenesten.

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvor mange film borgeren kan se pr. måned.

Indtil videre er det muligt at streame på computerne via browserne Firefox og Safari samt på iPhone og iPad med appen "Filmstriben Next". En Android-app er på vej, ligesom det senere på året vil blive muligt at Chrome-caste. I løbet af året er det planen at udskifte afspilleren således at Filmstriben kan afspilles i alle browsere.

Fortsat film på bibliotekerne

Man kan fortsat se kort- og dokumentarfilm på bibliotekerne. Blandt andet i de mange filmklubber som eksisterer rundt omkring i landet.

Læs mere om filmvisninger på bibliotekerne.

Tags: Filmstriben