Fra observationer til konstruktioner / DOX TEMA

INTERVIEW. Dokumentarfilm må gerne iscenesætte virkeligheden, for der vil altid være tale om en personlig tolkning af virkeligheden. Det mener den prisbelønnede fiktionsinstruktør Birgitte Stærmose, som med sin første dokumentarfilm "Ønskebørn" lader albanske gadebørn i Kosovo fremsige monologer om deres fælles liv og erindringer i stemningsladede locations.

Det var en følelse af at opleve en næsten alt for virkelig virkelighed, som gav Birgitte Stærmose lyst til at arbejde med dokumentarfilm. Da hun i 2005 var inviteret til at sidde i jury på en film festival i Kosovo, oplevede hun for første gang hverdagen i et efterkrigsland. Her blev hun fascineret af flere steder og landskaber, som havde en stemning af noget hemmeligt over sig.

Jeg ville lave en film om det menneskelige og om, hvad der rørte sig i dem

"Jeg har altid været interesseret i ting, som er hemmelige. Pristina er et sted, som folk ikke kan rejse fra, og ingen tager dertil uden et specielt ærinde. Det giver en særlig atmosfære, og samtidig oplevede jeg som udefrakommende, at alt virkede ekstremt virkeligt, når man er der. For mig var det en meget 'dokumentarisk følelse', og jeg fik lyst til at arbejde med den i en iscenesat form; at forsøge at skabe en film med en kvalitet, som netop løftede den stemning ud af virkeligheden, men samtidig brugte virkeligheden til noget," fortæller Birgitte Stærmose, som allerede under festivalen fik et samarbejde i stand med en lokal instruktør. Han foreslog, at en sådan film kunne handle om byens gadebørn, og den ide appellerede fra starten til Stærmose.

Fakta

"Ønskebørn" er produceret af Alphaville Pictures med støtte fra New Danish Screen.

New Danish Screen baserer sig på et samarbejde mellem DR, TV 2 og Det Danske Filminstitut og skal støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling.

New Danish Screen præsenterer ni nye dokumentarfilm på CPH:DOX.

CPH:DOX

"Jeg var glad for ideen med at arbejde med byens børn. Jeg ville gerne lave en film med vidnesbyrd fra dem, mens de går rundt i nogle af byens enestående landskaber, og man på den måde får mulighed for at opleve fragmenter af deres hverdag. Jeg har tidligere arbejdet med at interviewe folk og iscenesætte interviewmaterialet. Både i teater-regi og på film. Den fremgangsmåde er interessant, for den indebærer en række begrænsninger, men giver også nogle friheder.

Jeg havde ikke lyst til at lave en mere traditionel dokumentarfilm. Det interesserer mig ikke, og jeg har måske heller ikke tålmodighed til det. Det kræver en interesse i at være i situationen og i at observere i lang tid. Jeg vil hellere komponere noget ud fra observationerne."

Børns erindringsbilleder

I 2007 rejste Birgitte Stærmose tilbage til Kosovo for at snakke med en række gadebørn. I mellemtiden var samarbejdet med den lokale instruktør gået i vasken, men Stærmose fandt i stedet sammen med en anden lokal instruktør, Kaltrina Krasniqi, som gerne ville hjælpe med at overvinde de mange sproglige og kulturelle forhindringer i projektet. Sammen interviewede de 11 gadebørn ud fra en omfattende interviewliste, som både handlede om børnenes hverdag og om deres erindringer af krigen.

"Jeg ville ikke lave en film om børnenes personlige situationer. Jeg ville absolut ikke lave en film om, at det er synd," fortæller Birgitte Stærmose. "Processen handlede om at finde ud af, hvordan man går imod den medlidenhedsfølelse, som de børn vækker som det første. Den følelse er en måde at relatere sig til dem på, hvor man går i forsvar. Selvfølgelig er det synd, og de er ofre, men jeg kunne ikke se pointen i at lave en film om det. Jeg ville lave en film om det menneskelige og om, hvad der rørte sig i dem.

Derfor gik spørgsmålene på deres hverdag såvel som deres erindringer. De fortalte de historier, som er i filmen. Og netop fordi de er børn, er deres erindringer utroligt interessante. Børn ser andre ting end voksne. De har ikke alle de filtre. De ser bare noget, som de så registrerer, og deres erindringer var en måde at få nogle billeder fra den krig, som jeg jo ikke har oplevet. Det var også en måde at få nogle mere interessante billeder end dem, vi får, via nyhederne."

Den fælles oplevelse

På baggrund af interviewmaterialet udviklede ideen sig gradvis til at lade dramatikeren og manuskriptforfatteren Peter Asmussen skrive monologer til børnene ud fra deres udsagn. Birgitte Stærmose havde et andet projekt i gang med Peter Asmussen, og i den proces fornemmede hun, at han ville kunne løfte materialet ved at transformere interviewudsagnene til mere litterære tekster.

"Peter er dygtig til at skrive de store ord, og jeg ville gerne have, at dét, der kom ud af børnene, var stort. Det var en del af konstruktionen. De skulle sige noget, der var større end deres egne ord, for det handler om noget større; det er kun deres formuleringsevne, som står i vejen. Monologerne ville forstørre noget virkeligt, som ellers har en dokumentarisk følelse i sig. Det ville blive et sprog, som var litterært og fortællende og billedrigt, men som ikke var uvedkommende, fordi det byggede på børnenes egne historier.

Monologerne hjalp også med at bryde oplevelsen af, at børnene fortalte deres egne private historier. Jeg har aldrig været interesseret i at få det private barns oplevelse frem i filmen. Jeg har været interesseret i den fælles oplevelse og den fælles situation; at alle fortæller alles historie. For de har en fælles historie. Der er mange fællestræk i deres historier".

En villet virkelighed

I filmens monologer fortæller børnene om alt fra deres arbejde efter skole med at sælge cigaretter i byens gader til deres oplevelse af at vende tilbage til Pristina som små børn efter krigen. Om hvordan det pludselig føltes meningsløst at se tv. Om hvordan det høje græs mellem de sønderskudte bygninger gav en oplevelse af paradis. Om at føle at man ikke er noget værd. De fortæller direkte til kameraet. Somme tider hviskende og intimt, somme tider alene, somme tider midt mellem andre mennesker.

"Tanken har hele tiden været, at børnene skulle stå i nogle virkelig situationer og begynde at sige noget, man aldrig ville sige i den situation. Det skyder balancen for, hvad man forventer. Det er ikke en film, som foregiver, at der skete noget, som man var heldig at fange med et kamera. Det er en film, som står ved, at vi har formet virkeligheden. Vi har villet virkeligheden på en bestemt måde: Det skal være på nøjagtig den her måde.

Fotografen Marek Wieser og jeg har arbejdet meget med det visuelle, og vi fik bl.a. stort udbytte af en casting med børnene. Her fandt vi ud af, at det fx er interessant, når de hvisker, og at det er spændende at bruge vidvinkel til at gå helt tæt på for at få følelsen af at være fysisk tæt på nogle børn, man ellers ikke kommer tæt på. Vi opdagede også, at der var nogle smukke momenter, når børnene bare kiggede ind i kameraet. Samtidig har vi bevidst arbejdet med følelsen af at være tæt på nogen, som er bevidst om, at man kigger. Det skulle ikke være observerende. Filmen er stærkt kompositorisk. Jeg har bl.a. været inspireret af Roy Andersson og hans brug af lange indstillinger, og hvis man skal holde et billede, så skal det altså se ud af noget. Så må man bearbejde og iscenesætte."

Jeg fortæller nogen noget

Kun få af børnene fortæller deres egne historier. Birgitte Stærmose har sat børn og monologer sammen, og børnene har fået honorar for at medvirke. Det var vigtigt for Birgitte Stærmose, at der var tydelige aftaler om, at børnene skulle udføre et bestemt stykke arbejde.

"Børnene deltager i noget, som er mit. Jeg har sat dem i situationer, som jeg har fundet på. Jeg har valgt, hvad de skal sige. Jeg har mødt dokumentarister, som har ment, at det er mere interessant at høre, hvad børnene selv vil fortælle. Jeg ved godt, hvad de vil fortælle: De vil ikke fortælle dig noget som helst. Nul! Jeg vil gerne fortælle dig noget, men de vil ikke fortælle dig noget. De har ingen interesse i det.

Jeg har ikke lavet den her film for børnenes skyld, eller for at de skal komme til orde.

Som instruktør må man stå ved, at man laver en film. Det er noget, man selv vil. På den måde er det et narcissistisk projekt mere end et projekt om andre. Det kan sagtens handle om noget, som det er vigtigt at få belyst, og man kan godt have en journalistisk tilgang til det. Men hvis man laver film, må man stå ved, at man laver en film. Man laver en film. Man må stå ved, at det er én selv, der vil fortælle nogen noget."

Tags: