Fireårig manuskriptuddannelse på Filmskolen

FILMSKOLEN. Manuskriptuddannelsen på Den Danske Filmskole vil fra efteråret 2015 være 4-årig. Kulturminister Marianne Jelved har givet sit besyv til at udvide uddannelsen på forsøgsbasis, så de studerende får mulighed for at udvikle samarbejdet med de andre fagretninger.

Manuskriptuddannelsen på Den Danske Filmskole har i mange år været toårig, men fremover vil den på forsøgsbasis være fireårig ligesom instruktør- og produceruddannelserne. 

"Jeg har lyttet til Filmskolens ønske om at give de studerende på Manuskriptuddannelsen bedre muligheder for at samarbejde med instruktører og producere under uddannelsen, og derfor bliver uddannelsen nu fireårig," siger kulturminister Marianne Jelved.

"Talenterne er vækstlaget i dansk film, og det ligger mig meget på sinde at skabe rammerne for, at vi også fremover får dygtige manuskriptforfattere, der kan give os gode filmoplevelser."

De studerende på Manuskriptuddannelsen kommer til at arbejde med fiktionsfilm, tv-serier, animation og computerspilsuniverser. Samtidig vil den fireårige uddannelse byde på et stærkere fokus på den kunstneriske dimension.

Ifølge rektor for Filmskolen, Vinca Wiedemann, drejer det sig om at give de danske filmmanuskripter en saltvandsindsprøjtning, så vi får en større mangfoldighed af filmhistorier og kan raffinere den måde, vi fortæller på: "Manuskriptforfatterne skal i højere grad udforske deres personlige formsprog og stimuleres til at søge nye veje. Vi vil også lade os inspirere af, hvordan man arbejder med at uddanne talent inden for de andre skrivende kunstarter.

Udviklingen af den nye uddannelse vil ske med sparring fra en følgegruppe, som består af tv-producent Ingolf Gabold, filmkonsulent Kim Leona, instruktør Annette K. Olesen, forfatter og redaktør Simon Pasternak og manuskriptforfatterne Hanna Lundblad og Ida Maria Rydén.

Stillingen som leder af Manuskriptuddannelsen vil blive slået op snarest, og der er ansøgningsfrist til det nye 4-årige uddannelsesforløb den 3. marts 2015: www.filmskolen.dk

Tags: Filmskolen