Fodbold live i 3D

Folkefest, fadøl og fodbold. Selv om man ikke fik råd til en tur til Sydafrika, kan man opleve de danske spillere i 3D på mandag den 14. juni.

Biograferne er med de digitale distributionsmuligheder blevet kulturhuse, der rummer meget mere end film. Ikke kun opera og tung rock kommer op på det store lærred i Imperial. Mandag den 14. juni kan VM-kampen Danmark - Holland opleves live i 3D i Imperial.

Aftalen mellem Nordisk Film og den franske satellit-distributør Eutelsat er lige kommet på plads, så der har ikke været tid til at sætte kampen op i mere end én biograf, da det kræver installation af særligt ekstraudstyr. Det er derfor heller ikke afgjort endnu, hvilke kampe, der ellers vil blive vist, forklarer eventchef Lars Møller, Nordisk Film. Men efter planen kommer der flere kampe i 3D og i flere biografer.

I USA sender ESPN 25 live 3D kampe fra VM direkte hjem i folks stuer. Det kræver dog et særligt 3D konvertibelt tv, for at kunne se kampene i 3D. I Frankrig viser TF1 fem kampe i 3D.

Så må vi bare håbe, at det danske dynamit bliver antændt igen i år… I '92 gik det jo meget godt mod de hollandske favoritter.

Booking kan ske via www.kino.dk.

Tags: 3D