Forårets premierefilm

PREMIERE. I løbet af foråret får fem danske film premiere og der er med garanti noget for enhver smag. De næste par måneder kan man nemlig se alt fra dramaer, til en thriller og en fantasy film. 

Allerede 26. marts kan man se Kenneth Kainzs "Skammerens datter", der er baseret på Lene Kaaberbøl populære børne – og ungdomsroman af samme navn. I april kommer thrilleren "Idealisten" og dramaet "Rosita", mens majmåned byder på to spillefilmsdebuter fra instruktørerne May El-Toukhy, med "Lang historie kort", og Samanou Acheche Sahlstrøm, med den prisvindende "I dine hænder".

26. marts: Skammerens datter

Dina, Skammerens Datter, har til sin store fortrydelse arvet sin mors overnaturlige evner. Hun kan se direkte ind i andre menneskers sjæl og få dem til at skamme sig over alle de dårlige ting, de har gjort. Når den retmæssige arving til Fyrstetronen uretmæssigt anklages for en række horrible mord, lokkes Dinas mor til Dunark under falske forudsætninger, for at få ham til at bekende. Men da hun nægter at misbruge sine evner og få en uskyldig dømt, bliver hun taget til fange. Det er nu op til Dina at finde sandheden om mordene og snart hvirvles hun ind i et blodigt magtopgør med livet som indsats. I en semi-realistisk, middelalderlig, fantasy verden, kastes Dina og hendes familie ud i et hæsblæsende eventyr med drager og magi i forsøget på at indsætte den retmæssige arving til fyrstedømmet i Dunark på tronen.

Manuskriptet til "Skammerens datter", der er baseret på Lene Kaaberbøls roman af samme navn, er skrevet af Anders Thomas Jensen. På rollelisten ses blandt andre Peter Plaugborg, Jacob Oftebro, Søren Malling og Allan Hyde. Filmen er instrueret af Kenneth Kainz og produceret af Nina Lyng og Eva Juel Hammerich for Nepenthe Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

9. april: Idealisten

”Idealisten” er en spændingsfilm om ét af de mest hemmeligholdte kapitler i det 20. århundredes danmarkshistorie og en fortælling om magt, idealisme og to mænds mod til at gå op mod systemet. Et amerikansk B-52 bombefly, lastet med fire højeksplosive brintbomber, er netop styrtet ned på havisen nær Thule under den kolde krig i 1968. Få dage senere udmeldes det at ulykken er under kontrol og ikke giver anledning til bekymring – hverken i forhold til krænkelse af dansk suverænitet og atomvåbenpolitik eller radioaktiv strålingsfare. Hundredvis af danske thulearbejdere bliver indsat i den gigantiske oprydningsaktion. 18 år senere, 1986, bliver den unge radiojournalist, Poul Brink, opsøgt af den tidligere Thulearbejder, Marius Schmidt, der hævder, at en kollegas mystiske hudlidelser skyldes oprydningsarbejdet. Det viser sig, at thulearbejdere over hele landet kæmper med samme lidelser og begynder at dø af kræft, hvilket får Schmidt til at undersøge sagen. Tavsheden er larmende, da Poul og Marius konfronterer de statslige instanser med deres mistanke, og de forstår snart, at de sidder med en eksplosiv sag, der trækker tråde til landets mest

magtfulde mænd og helt op til toppen af den amerikanske regering.

Filmen er instrueret af Christina Rosendahl og produceret af Jonas Frederiken, Signe Leick Jensen og Ane Mandrup for Toolbox film. De medvirkende er blandt andre Peter Plaugborg og Søren Malling. "Idealisten" er støttet af DFI.

16. april: Rosita

Johannes bor sammen med sin far, den midaldrende enkemand, Ulrik, i en fiskerby, hvor de lever et stille, rutinepræget liv og passer deres respektive jobs i fiskeindustrien. Ulrik savner kærlighed og nærhed, han arrangerer derfor ankomsten af den unge, smukke filippinske kvinde, Rosita – præcis som flere andre mænd i byen tidligere har gjort. Johannes må modvilligt involvere sig i deres forhold, da engelsk ikke lige er Ulriks stærkeste side. Som tiden går, kommer Johannes og Rosita meget tættere på hinanden end godt er – hvilket tvinger Johannes til at tage ansvar for sine drømme og sin fremtid.

Kærlighedsdramaet "Rosita"er instrueret af Frederikke Aspöck og produceret af Thomas Heinesen for Nordisk Film Production med støtte fra Det Danske Filminstitut. På filmens rolleliste er blandt andet Jens Albinus, Mikkel Boe Følsgaard, Mercedes Cabral og Julie Agnete Vang

7. maj: Lang historie kort

Historien om Ellen og hendes venner, sidst i trediverne/først i fyrrene, og deres mere eller mindre selvforskyldt komplicerede kærlighedsliv og længsel efter romantisk forløsning. Historien er et sammendrag af tre års kærlighedsmæssige highs and lows i vennernes liv og fortælles i otte kapitler gennem nedslag i otte fester: Nytårsaften, Housewarming, Sankt Hans, Bryllup, Surprise, Navnefest, Jubilæum og Rund fødselsdag. Det er en ensemblefortælling om en gruppe mennesker der slås med forestillingen om det perfekte parforhold, og alle må revurdere deres syn på, hvad ægte kærlighed er.

"Lang historie kort" er May El-Toukhys debut som spillefilmsinstruktør. Hun har skrevet filmens manuskript i samarbejde med Maren Louise Käehne. Filmen er produceret af Caroline Blanco og Christian Steengaard Potalivo for Miso Film og med støtte fra Det Danske Filminstitut. I filmen medvirker Trine Dyrholm, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Jens Albinus og Danica Curcic.

langhistoriekort"Lang historie kort" Foto: Per Arnesen.

21. maj: I dine hænder

Maria er 35 år og sidder fast i livet. Bortset fra arbejdet som sygeplejerske på et plejehjem, kommer hun ikke meget ud. Den person, hun synes at have bedst kontakt med, er Niels, der er patient på plejehjemmet. Han er lam fra livet og ned, og nervesygdommen, der har ramt ham, æder sig langsomt ind på resten af hans krop. Niels har bedt sin familie om at holde op med at besøge ham, og han driver plejepersonalet til vanvid med spydige kommentarer og klassisk musik, der brager ud af højttalerne på hans værelse.

Den unge og omsorgsfuld sygeplejerske længes efter frihed og den uhelbredeligt syge patient vil gerne til Schweiz for at begå assisteret selvmord. Sammen drager de på en intens rejse, der bringer dem tættere på hinanden, men også tættere på deres drømme.

Samanou Acheche Sahlstrøm har både skrevet manuskriptet til og instrueret filmen, der er hans debut som spillefilmsinstruktør. Filmen, der er produceret af Sara Namer for Meta Film, vandt i januar både en Dragon Award og FIPRESCI-pris ved Göteborg International Film Festival. "I dine hænder" er støttet af Det Danske Filminstitut.

Læs interview med Samanou Acheche Sahlstrømen.