Forfør mig med udramatiske menneskeliv

DOKDAGEN. Da dokumentarbranchen i sidste uge mødtes til den årlige inspirationsdag i Cinemateket, havde Filminstituttet inviteret to markante kritikere til at kaste et skarpt blik på dansk dokumentar anno 2019. Den ene var Dagbladet Informations Katrine Hornstrup Yde, og vi bringer her kulturredaktørens svar på opfordringen.

DOKDAG 2019

Den årlige inspirationsdag for dokumentarfilmbranchen fandt sted den 31. oktober i Cinemateket i København. Dagen blev rundet af med uddelingen af Roos Prisen 2019, som gik til Max Kestner.

Af Katrine Hornstrup Yde

Jeg har i den seneste tid set og genset og bladret rundt i en del af de danske dokumentarfilm og-serier, som Filminstituttet har været med til at finansiere de seneste to år. 

Det er først og fremmest opmuntrende og imponerende, følelsen af en flok danske dokumentarister, der er myldret ud i samfundene og har hentet så mange stærke virkelighedsfortolkninger hjem til os seere som overhovedet muligt. Der er mange forskellige slags engagementer på færde – det essayistiske, det antropologiske, det poetiske, det historiske, det undersøgende, det vægfluede. Spillefilm, serier, webserier. 

… vi deler et særligt sanseligt begær for noget og en særlig sanselig interesse for nogen. For nogen bestemte, vel at mærke. Og dermed lidt mindre for andre

- Katrine Hornstrup Yde

Jeg kan ikke tale om det hele, så jeg har i stedet prøvet at lægge mærke til, hvad jeg personligt har begæret, hvad jeg af de mere kunstnerisk engagerede, danske dokumentarfilm og -serier, som Filminstituttet støtter, har ”hapset i mig” som forbruger. 

Og med blik for det begær vil jeg gerne udfordre noget, som jeg antager, at jeg har til fælles med mange af jer: Jeg vil mene, at vi deler et særligt sanseligt begær for noget og en særlig sanselig interesse for nogen. For nogen bestemte, vel at mærke. Og dermed lidt mindre for andre. 

Hvem er det, de danske dokumentarister hapser? 

Overordnet om de danske dokumentarproduktioner i den Excelarks-oversigt, jeg har fået, møder vi brave medborgere i undtagelsestilstand i Syrien, voldsramte kvinder på krisecenter, thaikvinder i Thy og thyboere i Thailand, en familie på krigslinjen i Ukraine…

Men først og fremmest og oftere end det, møder vi dem, der deler en stor fællesmængde med de typer, der ser kunstnerisk ambitiøse dokumentarfilm, og dem som laver dem. 

Mød den døde digter, mød krigsfotografen, mød balletdanseren, filminstruktøren og hans alkoholiserede kunstnerfar, mød en forfatter, en anarkist og en billedkunstner. Mød dokumentarister, der undersøger sorg gennem egne erfaringer, mød dokumentaristen som får børn og unge fra egen etablerede friskole til at genopdage verden for en stund på en glemt byggegrund. Mød en række variationer og spinoffs af vores egen virkelighed og erfaring.

Og mød de unge fra samme slags virkelighed. 

Mens film som oftest dokumenterer voksne, fordi de har opnået eller kæmper for noget særligt, fordi de i samfundet, i krigen, i livet har sat særlige spor, så virker det som om at der er konsensus om, at unge er seværdige i sig selv – uden særlige bedrifter. Deres tilstand af ungdom er selve deres bedrift.

Der er måske også og af samme grund en slags særlig svælgen på spil, når det kommer til de unge. 

Og når man kigger efter de unge i Excelarket, ikke blot i deciderede ungdomsfilm og -serier, men hvor end de skulle dukke op i danske dokuproduktioner, så er det altså også en særlig ungdom, der svælges over i mødet:

Mød ’Skaterpigerne - Don’t give a Fox’ i Kaspar Astrup Schröders firdelte dokumentarserie: Den er en slags lys version af Michael Noers ’De vilde hjerter’ fra 2008, hvor en flok drengerøve tog på roadtrip og stak blokfløjter op i røven på hinanden. ’Skaterpigerne’ føles som en feministisk overbygning, som en befriende indsigt i, og en slags fremtidsutopi om, kvindefællesskaber.

Vi følger en flok unge, mildt utilpassede, men usandsynligt tjekkede kvinder fra Storkøbenhavn, der finder fællesskab i at skate, gerne dårligt, altid i vildskab og i et støttende fællesskab, og som pimper en minibus som var den et stykke teaterscenografi og tager på en roadtrip rundt i landet med et kamera i nakken, smækfyldt med attitude og posering, men også åben for at vise hinanden og os sårbarhed og inderlighed. 

Mød de to ekstremt cool og flabede og følsomme og flotte københavnerfyre Frederik og David i webserien ’Se mig når du sover’, udgivet på det hippe ungdomswebmagasin Sein. Serien er en musikerdokumentar om bandet Fraads. Den splintrer den danske banddokumentarseriegenre, som DR3 i en håndfuld år har perfektioneret, men også fortærsket. Det gør den ved at droppe en klar storyline og den selvforklarende voice-over. Den lægger sig et sted mellem kunstfilm og musikvideo og banddokumentar – instruktørerne laver i øvrigt også bandets musikvideoer, der er små filmværker. Og så er der et bizart, magisk-realistisk twist til allersidst: Forsanger Frederik (med kunstnernavnet Papa Erotic) har i alle seriens afsnit lidt af voldsomme forkølelser og blæser snothjernen ud i servietter, så han er ved at falde forover. Og til sidst, fortumlet på et toilet, netop som bandet musikalsk er ved at finde hinanden igen, løber han ud på lokummet og snotter en lille sort frø ud af næsen. Han samler den op i et glas. Tager den hjem. Finder et lille hjem af glas til den. 

Mød den visuelt sprudlende, fantastisk bramfrit ærlige sugardater, københavneren Gina Jacqueline i DR3-serien, der fortryllede hele Danmark, fordi hun var så godt og overraskende selskab, og fordi hun også føltes som ren fotogen æstetik, det trashede og det glamourøse shaket inciterende sammen. Siden blev der også lavet en hel film om hende og hypen om hende – ’Midt i en drøm’.

Mød også de unge smukke mennesker i TV2s webminidokumentarer ’LoveSex’, der er cool og lækre og afslappede og intense, når de deler deres oplevelser af sex og seksualitet. Og ligesom kvinderne i dokumentaren ’Venus – Let’s Talk About Sex’ virker de så også særligt nysgerrige og reflekterede, som typerne der ser et opslag om et kunstnerisk dokumentarprojekt om sex hænge på en væg et sted i København og melder sig til og allerede mestrer et særligt sprog for deres følelser.

Og mød ’Skjold & Isabel’ i Emil Næsby Hansens drømmende fine spillefilmslange dokumentar af samme navn: Hovedpersonerne er to smukke ekskærester, som vi fascineret følger over en sommer, hvor de går fra hinanden og finder hinanden igen, bader, soler, flirter, hænger ud, klipper håret af, drages og irriteres.

Glæde over det velkendte 

Fælles for alle disse unge er at de er voldsomt fotogene, de er suveræne herrer over deres egen selviscenesættelse og look, de er generation Team Hurricane, det er dem der kommer til at lave dokumentarer snart.

Og alle portrætterne er dokumentarfilmskunst, der sanseligt og æstetisk kommer helt tæt på sine hovedpersoner, som lader filmen og kameraet, lyden og musikken, smelte sammen med den eller de portrætterede, som finder et nyt filmsprog eller i hvert fald et nyt look for at skildre de unge på skærmen. 

Der er sanseligt, poetisk, æstetisk engagement i de unge, deres historier og begær, i årstiderne omkring dem, den måde de klæder byen på, den måde byen klæder dem på. Der dyrkes en glæde over at opleve det velkendte, der omgiver os, fra deres perspektiv, med en smittende misundelse.

Lidt groft kunne man også sige, at alle hovedpersoner kunne være instruktørernes børn eller venners børn eller instruktørernes egne venner.

Hvor er portrætterne af de unge, der ikke er sådan nogen, der vækker vores egen længsel og identifikation?

- Katrine Hornstrup Yde

Jeg fandt et interview i Soundvenue med Emil Næsby, der opdagede det unge ekskærestepar Skjold og Isabel på Instagam og straks blev betaget af dem. Og dette er ikke for at kritisere filmen, som er et fantastisk produkt af instruktørens indlevelse og fascination, der overføres direkte til seeren. Men blandt andet citatet her er altså også meget sigende for et blik på unge, jeg genkender i det meste, jeg har set:

"Det var billeder, som jeg i princippet selv kunne have taget med mine egne venner, når vi udforskede hele København og rendte rundt på tagene og i tunnellerne. Det var billeder, der spejlede min egen tilgang til byen. Men jeg kommer fra Skive i Midtjylland og flyttede hertil som 20-årig. Alt det, jeg gjorde i mine 20’ere, gjorde de bare i deres midt-teens", fortæller han.

"Jeg kunne se Skjolds blik på Isabel og Isabels blik på Skjold. Det var meget kærlige billeder, der besad nogle kvaliteter, nogle stemninger, nogle blikke og noget energi, som jeg blev super draget af. Jeg så, at der var mulighed for en film i de her personer."

Hertil kommer så mit spørgsmål: Hvor er portrætterne af de unge, der ikke er sådan nogen, der vækker vores egen længsel og identifikation?

I Excel-arkets oversigt kan jeg nærmest kun finde den todelte dokumentarserie ’Mit livs konfirmation’ på TV2, som er et dejligt møde med teenagere med vidt forskellige sociale baggrunde, og som portrætterer deres liv med konfirmationen som central begivenhed. Her finder man ikke et kunstnerisk greb, men et klassisk dokuseriegreb med hårde klip mellem forskelligt castede repræsentanter. De unge konfirmander fortæller om deres liv og drømme til kameraet, vi ser ikke reelt dramatiske, men mere hverdagslivsillustrerende scener. 

Det er en serie, der er interesseret i sine hovedpersoner, men den er på ingen måder sanseligt mimende, der er ikke et møde mellem dokumentaristen og hendes muse. Og sådan skal den dokumentar heller ikke være. Den er ikke skabt til den ramme.

Æstetisk engagement i flere og andre

Men hvor er så den dokumentar? Den film der engagerer sig i hende eller ham, hvis særlige seværdighed er ungdommens erfaring, og som ikke hænger ud på dokumentaristens egen gade, som ikke bliver en del af det kulturelle parnas lige om lidt, som ikke er ungdommens stilfulde avantgarde, men hvis lille historie er lige så værdifuld at blæse op?

Den unge finder jeg kun et – halvt – sted: I Sine Plambechs og Janus Metz’ ’Hjertelandet’ i den unge gut Mike.

Vi møder ham først i Thailand, hvor han er nervøs for at skulle tage med moren til Danmark og hendes nye gamle mand. "Får jeg venner og lege med?" spørger han og klør sig nervøst på armen. Syv år senere er han blevet teenager i Thy og taler lidt usikkert, men klingende thybomål.

Vi ser ham danse modigt og akavet efter pigerne til festen men kun forstå de sociale koder 90 procent, ikke de 100% som det kræver. Kameraet følger ham med empati og uden at forklare ham for os.

Da jeg genså filmen slog det mig, at Mike faktisk fylder ret lidt i filmen, måske 4-5 korte scener, men man husker ham. Styrken i hans fortælling er at han er indspundet i en langt større, meget kompleks fortælling om tilhørsforhold og magt, som fortælles over lang tid.

Jeg savner at blive forført til at engagere mig sanseligt i andre slags udramatiske og vigtige menneskeliv, dem der ikke af sig selv er fotogene

- Katrine Hornstrup Yde

Så. Hvad jeg savner er at få lov til at hapse mere af det, der rækker ud over mig selv og mit eget umiddelbare begær og identifikationer, og ud over jeres.

Jeg savner flere Mike’er, jeg savner flere Prinsesser fra Blokken, jeg savner at blive forført til at engagere mig sanseligt i andre slags udramatiske og vigtige menneskeliv, dem der ikke af sig selv er fotogene.

Man kunne banalisere den pointe til at handle om den, der også mediepolitisk har raset de senere: at vi skal formidle mindre fra byen og mere fra landet. 

Men det handler altså også om et æstetisk engagement i flere og andre og dermed om et potentiale for at udvide en filmsproglig horisont.

Jeg savner, for at hæve os lidt over de unge og kigge bredere ud, lidt mere af det blik, eksempelvis Christian Sønderby Jepsen bevarede, da han drog fra provinsen og til byen og vendte tilbage og skildrede farens nabofejde i ’Side om Side’. Og ikke mindst da han lavede ’Testamentet’ om to brødre fra Skals og deres jagt på en arv i en nærmest psykedelisk Hollywood-movie skabelon. Her var det som om der opstod et filmsprog på grund af inspiration fra karaktererne. Her blev dem, vi ikke umiddelbart minder om eller vil være som, til større-end-livet-hovedpersoner.

Og jeg tænker at der kunne være vigtige mennesker og unge at hapse for os derude, stærkere og mere nysgerrige forbindelser, der ikke bare tilfredsstiller vores umiddelbare begær, men giver os appetit på andet og måske endnu større kunstneriske oplevelser deraf. 

Så det er min opfordring til de sansende, danske dokumentarister.