Første egenproducerede dramaserie på dk4

PUBLIC SERVICE. Første afsnit af dk4's miniserie "Bødlen" om folkemordet i Cambodja får premiere den 27. februar.

"Bødlen" er et politisk drama om folkemord, soning, tilgivelse og ægte kærlighed. Den er optaget i Thailand, Cambodja og Danmark og inspireret af virkelige begivenheder.

I serien følger man juristen Morten Topsøe, der er udsendt til Cambodja af FN for at hjælpe regeringen med at få krigsforbrydere stillet for en domstol. Her møder han sygeplejersken Leng, og de bliver forelskede. Leng viser sig imidlertid at være tidligere torturbøddel under Khmer Rouge, og Morten er splittet mellem sin kærlighed og sin retfærdighedsopfattelse.

Public Service Puljen

Public Service Puljen er en del af 'Mediepolitisk aftale 2011-2014'. Puljens midler er på 37,5 millioner kroner årligt og skal anvendes til at støtte udvikling og produktion af dansk tv-drama, tv-dokumentar, programmer til børn og unge samt radio.

Ved støttetildelingen lægges der vægt på, at et støttet program i indhold, form og udtryk repræsenterer originalitet i forhold til det traditionelle udbud af programmer, der udsendes på de kommercielle tv- og radiostationer i Danmark, og hermed bidrager til den kreative udvikling inden for dansk public service-produktion. Puljen støtter tv-drama, der er kendetegnet af originalitet, betydning og kvalitet.

Eksempler på tv-drama, der har modtaget støtte fra puljen er "Lærkevej", "Lulu & Leon", "Blekingegade", "Kristian", "Pandaerne" og "Den som dræber".

Støtten bliver behandlet af en styregruppe, der består af Magdalena Jangard, Torben Smidt Hansen og Claus Ladegaard.

Morten Hauch-Fausbøll spiller hovedrollen som menneskerettighedsjuristen Morten. I de øvrige roller ses Nutsaporn Swasdiprom, Laura Bach, Carsten Bjørnlund og Karl Antz.

Det er dk4's første egenproducerede fiktionsserie og kanalens hidtil mest ambitiøse programsatsning. dk4-redaktør Steen W. Pedersen siger om projektet:

"Med 'Bødlen' kan dk4 for første gang i stationens 18-årige historie præsentere en danskproduceret mini-dramaserie. Det er vi meget glade for – og også lidt stolte af."

"Bødlen" er produceret med støtte fra Public Service Puljen.

"Serien skildrer et kompliceret emne på en original måde. Den lægger en dansk vinkel på et emne, som ellers kan forekomme danske seere fjernt. Resultatet er en væsentlig og oplysende fortælling med en stærk virkelighedsreference, som udfordrer vores forståelse af forholdene i Cambodja," udtaler Claus Ladegaard, medlem af  Public Service Puljens styregruppe og områdedirektør på DFI.

I forlængelse af serien sendes også "Et kig bag om Bødlen", hvor man kan følge, hvordan serien blev til og høre den tidligere FN-udsendte sociolog Svend Petersen fortælle om sine oplevelser, der inspirerede til serien.

"Bødlen" er instrueret af Frode Højer Pedersen og skrevet af Nikolaj Scherfig og Kåre Bluitgen. Dialog Film har produceret serien med støtte fra Public Service Puljen ved Det Danske Filminstitut.

Trailer

Visningstider

  • Del 1: 27. februar kl. 21.00
  • Del 2: 1. marts kl. 21.00
  • "Et kig bag om Bødlen": 3. marts kl. 21.00

Serien genudsendes i foråret 2013.