Første produktionsstøtter til computerspil

SPIL. For første gang er Spilordningen med til at sikre ikke blot udviklingen, men også færdiggørelsen og udgivelsen af danske spil via produktionsstøtte. Adventure-spillet "Yderst hemmeligt" og strategispillet "Wartile" er de to første spil, der har modtaget produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut. Originalitet er nøgleordet for de to meget forskellige projekter, fortæller Spilordningens redaktør, Simon Løvind.

I september vedtog DFIs bestyrelse nye vilkår for Spilordningen, således at der også kan støttes produktion og lancering af danske digitale spil – tidligere har støtten alene været forbeholdt udvikling. Nu har Spilordningen i december uddelt sine første produktionsstøtter til spillene "Yderst hemmeligt" af Trine Laier og Klassefilm og "Wartile" af PlayWood Project.

"Vi er glade for at starte med at støtte to projekter, der samtidig viser spændvidden i ordningen og er originale på hver deres måde," siger redaktør Simon Løvind. "'Yderst hemmeligt' repræsenterer et kunstnerisk og søgende dokumentarisk projekt, som på mange måder skaber sin helt egen genre, mens 'Wartile' lægger sig klarere inden for en eksisterende spilgenre, som spillet fornyer med en tydelig kærlighed til genren og et usædvanligt højt håndværksmæssigt niveau."

Yderst hemmeligt

'Yderst hemmeligt' er et spil med autobiografiske og dokumentariske elementer. Omdrejningspunktet er karakteren "T", som spilleren skal hjælpe med at søge sandheden om sine forældre, der begge var hemmelige agenter i den danske efterretningstjeneste under den kolde krig. Historien bygger på instruktøren Trine Laiers egen baggrund, og en del af materialet er dokumentarisk materiale fra hendes proces med at finde ud af, hvad forældrene egentlig foretog sig dengang, og hvordan deres verdensbillede afspejlede både den kolde krig og datidens teknologi.

Se mere om spillet på cosmictopsecretgame.com.

"Yderst hemmeligt" produceres af Klassefilm og modtager 1,2 millioner kr. i produktionsstøtte.


Wartile

"Wartile" er et strategispil, der foregår i en stiliseret miniatureverden med vikinger og riddere. Det fungerer både som enkeltspiller og flerspiller og refererer til taktiske brætspil, blandt andet ved at spillets figurer er modelleret som detaljerede miniaturesoldater, der i lighed med fysiske brikker står på en base. Spiluniverset er et 3D miniaturelandskab, lavet som om det kunne stå på et bord. Som noget nyt blander spillet real time - hvor spilleren konstant kan flytte på sine tropper – med turn based, idet figurerne har en pause (cool down), før de kan flyttes igen. Spillet placerer sig i spændet mellem let tilgængelige casual spil og mere komplekse, langvarige strategispil.

Se mere om spillet på wartile.com.

"Wartile" er produceret af PlayWood Project og modtager 600.000 kr. i produktionsstøtte.


Rammerne for produktionsstøtte

"Med muligheden for produktionsstøtte håber vi at kunne sikre, at nogle af de projekter der er kulturelt interessante, men har begrænsede muligheder for kommerciel finansiering efter endt udvikling, alligevel kan føres frem til udgivelse med et højt kvalitetsniveau," siger Simon Løvind.

Kriterierne for vurdering af projekter der søger om produktionsstøtte, er de samme som for udviklingsstøtten: Spillets kulturelle værdi, spillets originalitet samt forventningerne til kvaliteten af projektets implementering.

Læs mere om Spilordningens kriterier for vurdering (PDF).

Budgettet for produktionsstøtte kommer fra Spilordningens samlede budget, som i 2016 var ca. 12 millioner kr. fordelt over tre ansøgningsrunder. Ordningen planlægger igen tre ansøgningsrunder i 2017. Næste ansøgningsfrist er den 26. januar 2017 klokken 12:00.

Læs mere om Spilordningen.