Fremtidsvej på CPH:DOX

CPH:DOX. Hvor meget skal man blande sig i sine forældres liv? Ulrik E. E. Gutt-Nielsen forsøger at finde balancen i "Fremtidsvej" – en personlig historie om instruktørens gamle far, der giver alle sine penge væk til udenlandske kvinder. Filmen har premiere på CPH:DOX den 8. november.

Instruktør Ulrik E. E. Gutt-Nielsen er vokset op i en harmonisk kernefamilie i et rødt rækkehus på Fremtidsvej i Gladsaxe. Han beskriver sig selv som "ret morsyg" og flyttede først hjemmefra som 23-årig. Mor havde styr på alting og var familiens fyrtårn. Så da hun pludseligt dør, er Ulrik og resten af familien i chok.

Ulriks far, en ingeniør og velrenommeret mand i Gladsaxe, er nu ramt af Parkinsons syge. Hans udlængsel og søgen efter ny kærlighed får ham til at begynde at chatte med kvinder på nettet og sende store pengebeløb til udenlandske kvinder. Hans økonomi ramler sammen. Ulrik og hans bror Asger forsøger at forhindre faren i at blive udnyttet og pengeafpresset, men selvom han indimellem beder om hjælp, ændrer han ikke adfærd. Situationen gør Ulrik ulykkelig og stresset – men hvor meget skal han blande sig i sin fars liv?

Visninger på CPH:DOX

8. nov. 15:00 i Absalon

Mød instruktøren

15. nov. 14:00 i Palads

Læs mere på CPH:DOX' hjemmeside

"På den ene side har han jo sin frie vilje og kan egentlig gøre, som han vil. Men han lider af Parkinsons sygdom og fortryder flere gange grædende sine handlinger, så jeg føler mig forpligtet til at hjælpe, og jeg blander mig. Kameraet er nådesløst tændt næsten hele tiden. Men samtidig, efterhånden som tingene udvikler sig, og filmen begynder at tage form, melder tvivlen sig. Gjorde jeg nok? Gjorde jeg for meget?," spørger Ulrik E. E. Gutt-Nielsen.

"Fremtidsvej" er produceret af Katrine Sahlstrøm for Good Company Pictures med støtte fra New Danish Screen. Filmen har premiere på CPH:DOX den 8. november.