Fyn er film

KONFERENCE. Filmturisme i Danmark var hovedemnet for konferencen, der blev afholdt i de sydfynske filmstudier uden for Faaborg den 4. maj. Det er allerede en veletableret forretning i mange europæiske lande, men har ifølge arrangørerne fra den regionale filmfond Film Fyn  et uudnyttet potentiale i Danmark.

Beliggende i en nedlagt maskinfabrik mellem et gæstgiveri og en idyllisk lystbådehavn er filmstudierne ved Fjællebroen et eksempel på moderne regional filmindustri. Deltagerlisten talte en broget blanding af folk fra filmindustrien, turistbranchen, lokale virksomheder og offentlige institutioner. 

Udenlandske erfaringer

Tyske Stefan Roesch, der er ph.d. i filmturisme, gav det indledende overblik. Han viste publikum eksempler, hvor eksponeringen af en location har skabt fremgang for den lokale turistindustri.

Selv om det er mere end 40 år siden, at Julie Andrews besang de østrigske alper, kommer over 100.000 af Salzburgs årlige tilrejsende gæster stadig, fordi de har set Sound of Music. Det er dog ikke "star power" alene, der er afgørende. En location kan være interessant, så længe de besøgende føler en tilknytning til stedet eller føler, de får et smugkig bag filmkulisserne.

Ifølge Roesch gælder det for turistindustrien om at fortælle vedkommende historier om stedet, der knytter an til filmen. Fra at promovere hele lande og byer "som du kender fra filmen…" til at turguiden med indlevelse og i detaljer beretter, at helten stod ved dét bøgetræ, da han gav heltinden det berømte kys.

Roesch opfordrer de lokale interessenter til at trodse beskedenheden og springe om bord tidligt i forløbet. Man kunne eksempelvis bede om lov til at læse manuskriptet og aktivt søge at bringe kommende produktioner til nærområdet. Som han påpeger, nyder filmselskabet også gavn af et turistfremstød, hvis filmen er hovedseværdigheden  

Om FilmFyn

FilmFyn projektet er inspireret af andre landes regionale filmfonde, især Film i Väst i Trollhättan.
Erfaringer viser, at regionale filmproduktioner skaber vækst i området i form af arbejdspladser, bosætning, turisme og imageskabelse.

FilmFyn er "murstensløst"; kapitalen går til investering i filmproduktioner. Men et filmstudie, som startede op for nogle år siden i området på kommerciel basis, er blevet en tilføjelse til projektet.

Væksten i arbejdspladser ligger i første omgang ikke i selve filmmiljøet, der i høj grad betjener sig af freelance arbejdere, men i relevante erhverv som håndværk, hotel, catering, biludlejning m.m.

FilmFyns investering i film- og TV-produktioner forhandles individuelt film for film, men er betinget af, at producenterne omsætter et større beløb end investeringen - typisk 150-200% af investeringen i det sydfynske område, eller at de f. eks. etablerer sig i området eller indgår i et forpligtende samarbejde med allerede etablerede virksomheder.

Besøg hjemmesiden

filmturisme1_450

Pierre Tolcini, chef for Visit Sweden i Frankrig, delte sine erfaringer fra et konkret eksempel på vellykket filmturisme. I tråd med Roesch anbefaler han også, at turist- og filmindustrien tager hinanden under armen og arbejder tættere sammen. Ved at kende hinandens arbejdsgange, kan man tilrettelægge promoveringen af film og lokalområde mere effektivt.

Filmene og bøgerne i Millennium-trilogien var store salgssucceser i Frankrig, og Visit Sweden søgte i samarbejde med distributionsselskabet og Stockholms Stadsmuseum målrettet at udnytte det styrkede fokus på Sverige.

Han fortæller, at selskabet forud for kampagnen antog et minimalt kendskab til Sverige blandt franskmændene, men at filmen var en krog i deres opmærksomhed. Via sloganet "The Reason to Go to Sweden" bl.a. placeret på siden af yoghurt-pakker erfarede franskmændene, at de nu faktisk havde en grund til at pakke kufferten. Visit Sweden lokkede med konkurrencer og rejsepakker, der inkluderede "Millennium-ture", hvilket var med til at sikre, at 20 pct. flere franskmænd besøgte Sverige i 2009 end tidligere år.

Danske ambitioner

Diskussionen flyttede til hjemlandet, da Henrik Møller-Sørensen fra ASA Film tog mikrofonen. ASA, der bl.a. står bag den nye stribe af "Far til fire"-film, har modtaget lokale fondsmidler for at filme uden for hovedstaden. Hovedparten af det seneste afsnit i "Far til Fire"-serien er f.eks. indspillet i Svanninge Bakker på Sydfyn, selv om handlingen er henlagt til de svenske skove.

Møller-Sørensen afslørede, at ASA vil lancere filmen med en markedsføringsstrategi, der skal trække besøgende til lokalområdet. Man vil arrangere events i samarbejde med lokale virksomheder og turistorganisationer og søge at udnytte filmturisme-synergien i et omfang hidtil uset i Danmark.

Som repræsentant for filmindustrien afsluttede han med at sparke bolden ud til publikum og opfordre turistorganisationerne til at bringe sine egne initiativer til bordet for at begynde en mere frugtbar integrering af film og turisme.

filmturisme3_450.jpeg

Julie Lindegaard, udviklingschef for Filmfyn, der stod bag arrangementet, afsluttede dagen med at slå et sidste slag for filmturismen i Danmark. Hun påpegede, at filmturismen stadig er i opstartsfasen i Danmark. Vi har ikke en pendant til den svenske detektiv Wallander, der har sat Ystad på verdenskortet. Men en prisvinder som ”Hævnen” kunne være første skridt. Der barsles for tiden med en smartphone app rettet specifikt mod filmturister i Danmark, hvor fremtidige besøgende kan finde locations for film indspillet på Sydfyn.

Hun fremførte, at filmturismen skaber erhvervsudvikling og økonomisk aktivitet i lokalområdet. Men for at grundlægge en industri, der spiller på den lange bane, påpegede hun, er det nødvendigt, at kommuner og erhvervsliv i resten af landet lader sig inspirere af FilmFyns eksempel og anerkender film som en potentiel reklamesøjle.