Fyraftensmøder i Filmhusets bibliotek

BEGIVENHED. Filmhusets Bibliotek & Billedarkiv inviterer for anden gang til fyraftensmøde – denne gang med fokus på danske barnestjerner. Begivenheden finder sted den 22. januar med forfatter og filmanmelder Jacob Wendt Jensen som vært.

Kan du huske Lille Connie, Lille Per, Ilselil Larsen og Pusle Helmuth? Filmhusets Bibliotek & Billedarkiv danner rammen, torsdag den 22. januar kl. 17.30 – 18.30, når Jacob Wendt Jensen byder på filmklip og en stribe gode historier om dansk films mest iøjnefaldende barnestjerner gennem tiden.  Der bliver budt på kaffe og bagefter åbnes op for diskussion med mulighed for at stille spørgsmål.

Fyraften i biblioteket er et nyt initiativ, der forhåbentligt bliver en fast tilbagevendende begivenhed. Formålet med arrangementerne er massevis af spændende diskussioner af filmens mangeartede verden.

Temaet kan variere – for eksempel plakatdesigns, Dickens-filmatiseringer, eller som i denne omgang - gamle barnestjerner. Det kan være med afsæt i et gæsteoplæg, eller det kan handle om en film, som man i forvejen kan se hjemmefra via filmcentralen.dk

Begivenhederne finder sted i Filmhusets Bibliotek og Billedarkiv Gothersgade 55 på 1. sal. Der er fri entre, men kun plads til 35 mennesker. Tilmelding sker per e-mail til bibliotek@dfi.dk eller på telefon 3374 3592.

Tags: