Glædeligt nyt filmår

KLUMME. Direktør for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen ser tilbage på filmåret 2015.

"Vi får fred for pressen i år," nåede jeg lige at råbe til hustruen, da telefonen pludselig bimlede dagen før juleaften. Med mere end 4,2 millioner solgte biografbilletter til danske film i 2015 og oven i købet rosende decemberord fra Politikens Kim Skotte om den gunstige udvikling i diversiteten i danske film var selvsikkerheden i top. Det kunne ikke gå galt, og julefreden fra medierne var så godt som sikker. "Succes er der sgu ingen, der interesserer sig for" nåede lige at brænde sig fast på tungen til muntre ringetoner.

"Det er Nielsen" blev mødt af en afsløringsparat journalist, der gerne ville høre Filminstituttets kommentar til et forslag om hurtigst muligt at få kanaliseret filmstøttemillionerne over til tv-drama-støtte. "Når nu det er der, det sner," som han sagde.

Sukkende og prustende og med svesker og æbler på fingrene blev forslaget pillet fra hinanden: bedste biografår i mands minde, hjemmemarkedsandel i europæisk topklasse og så de 4,2 millioner danske billetter, der ikke substantielt har været overgået siden engang i 70'erne. Argumenter var der sådan set nok af – også midt i juleanden. Dramaserier fejler ikke noget, men hvorfor skal de dog finansieres på bekostning af film?

Attentatet på filmstøtten blev således verfet af, men samtalen gav alligevel stof til eftertanke. For de afgørende argumenter til forsvar for dansk film skal hverken hentes i billetstatistikker eller købmandsregnskaber. Rygtet om dansk films snarlige død er stærkt overdrevet og kan nok bedst manes i jorden ved at genkalde sig den betydning, som gode film har i vores liv – når vi forundres, forarges, forskrækkes eller bare fornøjes.

2015 var et år fuld af berigende filmoplevelser. Det var et år, hvor min egen forældreangst sneg sig ind i kroppen med Jeppe Røndes hårrejsende "Bridgend" om en walisisk selvmordsepidemi blandt unge fortalt i et særegent og dragende poetisk billedsprog. Hvor Christina Rosendahls "Idealisten" om journalist Poul Brinks kamp for Thule-arbejderne mindede os om, hvorfor indignation altid skal være vigtigere i journalistik end målgruppetænkning og breaking news. Og Tobias Lindholms nu Oscar-shortlistede "Krigen" bekræftede, at film kan noget særligt, i en medrivende fortælling om, hvad der sker med mennesker, når man sender dem i krig.

Midt i alvoren blev der malet med stor pensel og rød-hvide farver i Kasper Barfoeds "Sommeren 92", hvor man kunne opleve stivbenede, midaldrende mænd – som mig selv – kramme hinanden og mindes, hvor sjovt det var dengang. Eller bare knække midt over af grin, når Anders Thomas Jensen med "Mænd & Høns" viste, at den originale fortælling stadig kan skabe store fællesskaber. Mine unger ved selvfølgelig ikke, at Slattenlangpat i Søren Frellesens "Emma og Julemanden" er en århundredegammel del af dansk folketro, men fnes alligevel over Mille Dinesen.

Mod årets slutning imponerede Martin Zandvliet med "Under Sandet", hvor han fik bundet både fortiden, nutiden, danskheden og selvforståelsen sammen – og så oven i købet i al væsentlighed på tysk. Jeg kunne nævne mange flere eksempler, og ikke mindst dokumentariske værker som "Naturens uorden", "Et hjem i verden" og "Mand falder" har gjort indtryk. Men også en nytårsklumme må have en slutning. Danske films evne til at agere både lys og spejl, inspiration og pause, og favne fortid og nutid, er usvækket.

Resten af julen blev der fred – pressefred i al fald. 2016 er så småt i gang, og både nye filmglæder og udfordringer truer. Et indre digitalt marked, portabilitet, pirateri og nye forretningsmodeller kommer sikkert til at fylde det meste af medie- og branchedialogen. Men vi skal også huske at svare igen med filmtitler – det er jo det, det hele handler om. Jeg går fortrøstningsfuldt ind i 2016 og ønsker alle et godt nytår!

Henrik Bo Nielsen 8. januar 2016