Glam, glitter og glemte divaer

MODE. Fra 1. februar rykker Fashion in Film-festivalen ind i København med masser af vilde rober – og bl.a. tre filmkoncerter

Cinemateket og Nikolaj Kunsthal blænder under den københavnske modeuge og i dens umiddelbare slipstrøm op for sprælske koblinger af mode, film, foredrag og livemusik.

"Det er nogle fantastiske og sjældne film, som jeg brænder for at vise i Danmark," siger festivalens danske koordinator Ditte Marie Lund.

Kodeordene er divaer, rober, fashion – og stil med stil på.

Divaernes diva frem fra glemslen

Den 1. februar akkompagnerer trioen Other Gardens sang, elektronik, fløjtespil og slagtøj til stumfilmen "Rapsodia Satanica" plus korte forfilm.

"Jeg tror vi vil tage fat på de enormt mørke undertoner, der er i filmen, men også de komiske elementer. Vi er kun lige er gået i gang, men det kommer til at blive ret dramatisk!" siger Linda Edsjö fra Other Gardens.

Ikke Casablanca – meget større!

Den 3. februar viser Cinemateket "Guldsommerfuglen" af Michael 'Casablanca' Curtiz. Bag live-musikken står en duo bestående af laptopmusiker Mikkel Meyer og Ida Bach Jensen, der spiller klassisk kontrabas tilsat lydeffekter.

I filmen er den tidligere fotomodel Lili Damita (kortvarigt gift med Curtiz og senere med Errol Flynn) i fuld udfoldelse som danserinden Lilian, der går på restaurant med absurde perleprydelser på hovedet, troner på regulære kransekager af småtpåklædte danserinder og indtager et gigantisk edderkoppespind!

Meget mere Fashion in Film

Fashion in Film-festivalen har gjort det til sin mission at sætte fokus på det gensidige kærlighedsforhold mellem mode og film, og festivalen byder i sin London-udgave på både kult, klassikere og det kontemporære.

Den har sat sit præg på London tre gange over de seneste år, er blevet rejsevant med stop i New York, Prag og Montreal, og i år er København kommet om bord med en række visninger i Cinemateket og to i Nikolaj Kunsthal.

Praktisk information

Begivenhed: Fashion in Film Festival
Tid: 30. januar-13. februar 2013.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K, og Nikolaj Kunsthal.

Læs mere på festivalens hjemmeside og Cinematekets hjemmeside.

Tags: Cinemateket