Gomorra gjorde rent bord

Billede til artiklen Gomorra gjorde rent bord

Lørdag d. 6. december blev European Film Awards for første gang afholdt på dansk grund. Aftenens helt store vinder blev den italienske film "Gomorra", der i alt hjemtog fem priser. Dame Judi Dench og de fire danske dogmebrødre fik en hæderspris.

Ved ceremonien i Forum, København, deltog den europæiske filmbranche og en række prominente danske personligheder bl.a. det danske kronprinsepar. En veloplagt Mikael Bertelsen havde fået til opgave at være showets vært. Med en række selvudstillende pinligheder formåede han at fjerne noget af den selvhøjtidelighed awardshows nemt kan komme til at lide af. Showet blev transmitteret til mere end 40 lande i Europa.

"Gomorra" vandt for bedste europæiske film. Derudover modtog den også priserne for bedste instruktør, bedste manuskript og bedste fotografering. Toni Servillo vandt bedste mandlige skuespiller for "Gomorra" og "Il Divo". Den vandt dermed i alle de kategorier, den var nomineret i.

"Gomorra" skildrer den napolitanske mafia set fra bunden af samfundet. Instruktør Matteo Garrone fortalte efter prisudelingen, at han ønskede at lave en film, som ikke handler om bosserne. Filmen er blevet til på baggrund af Roberto Savianos journalistiske bog "Mafiaen i Napoli", der siden har skiftet identitet og ikke kan vise sig offentligt af frygt for at blive dræbt. Af samme grund deltog Roberto Saviano ikke ved prisuddelingen. Matteo Garrone er glad for, at de mange priser vil kunne hjælpe "Gomorra" med at nå ud til et større publikum og bringe fokus på alle de journalister, der sætter deres liv på spil rundt om i verden.

Filmen, der også er indstillet til en Oscar for bedste udenlandske film, kan stadig opleves i en række danske biografer.

En rørt Dame Judi Dench modtog aftenens største bifald for sin "Lifetime Achievement Award". Dogmebrødrene Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring modtog en særpris for deres bidrag til filmkunsten. Kristin Scott Thomas blev bedste skuespillerinde for "Il y as longtemps que je t'aime".

Prisvinderne:

  • Bedste spillefilm: "Gomorra" (Italien).
  • Bedste instruktør: Matteo Garrone for "Gomorra" (Italien).
  • Bedste kvindelige skuespiller: Kristin Scott Thomas for "Il y as longtemps que je t'aime" (Frankrig).
  • Bedste mandlige skuespiller: Toni Servillo for "Gomorra" og "Il Divo" (Italien).
  • Bedste manuskript: Maurizio Braucci, Ugo Chiti, Gianni di Gregorio, Matteo Garrone, Massimo Gaudioso og Roberto Saviano for "Gomorra" (Italien).
  • Bedste fotografering: Marco Onorato for "Gomorra" (Italien).
  • Bedste musik: Max Richter for "Waltz with Bashir" (Israel-Frankrig-Tyskland).
  • Bedste debut-film: "Hunger" af Steve McQuenn (England).
  • Filmkritikernes pris: "La graine et le mulet" (Frankrig).
  • Bedste dokumentarfilm: "René" af Helena Trestikova (Tjekkiet).
  • Bedste kortfilm: "Frankie" af Darren Thornton (Irland).
  • Pris for særlig kunstnerisk indsats: Magdalena Biedrzycka for kostumerne i "Katyn" (Polen).
  • Publikumspris: "Harry Potter og Fønix Ordenen" (England).
  • Hæderspris for stor karriere: Judi Dench (England).
  • Særpris for europæisk bidrag til filmkunsten: Dogmebrødrene Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring (Danmark).

[Foto: Rune Evensen/ScanPix af instruktør Matteo Garrone]