The Good Life i DOXBIO

PREMIERE. Eva Mulvads dokumentar "The Good Life" får dansk premiere onsdag den 2. februar.

"The Good Life" bliver vist onsdag den 2. februar i 40 biografer landet over. Filmen er nomineret til en Robert som årets lange dokumentar.

Det er svært at være fattig, når man er født til rigdom. I en lille portugisisk by tæt på havet bor to danske kvinder – Anne Mette på 56 og hendes mor Mette på 83. Hele livet har de været rige, men nu er pengene sluppet op. Et liv levet på første klasse er erstattet af ubetalte regninger og konstant angst for ikke at have penge nok til den næste husleje.

DOXBIO

DOXBIO er Danmarks første landsdækkende biografklub for dokumentarfilm. Klubben viser 6 af årets mest markante, debatterende, rørende dokumentarfilm med premiere hver den første onsdag i lige måneder i nu 40 biografer i hele Danmark. Herudover vælges 1-3 "bonus-titler", som ikke har fastsatte datoer, og som vises i et udvalg af netværkets biografer.

DOXBIO startede i 2010, hvor "Into Eternity", "Fra Haifa til Nørrebro", "Food Inc.", "Armadillo", "Blod i mobilen", "Det erotiske menneske" og "Tommy" blev vist.

DOXBIO ledes af klubbens to initiativtagere Marlene S. Rasmussen og Josephine Michau sammen med en flok praktikanter og andre frivillige.

DOXBIO er del af fonden Copenhagen Film Festivals, CFF.

DOXBIO

Dokumentarist Eva Mulvad har i tre år fulgt mor og datter i Portugal. Resultatet er et portræt af en families storhed og fald. Et moderne og sort eventyr fra virkeligheden om drømmen om det søde liv og det mareridt, som det kan være at se virkeligheden i øjnene.

Efter visningen vil der være debat mellem journalist Jette Meier Carlsen, seniorforsker Birgitte Possing og instruktøren Eva Mulvad om portrætgenren som fænomen og som arbejdsfelt. Debatten, som styres af Mette Vibe Utzon, webcastes live. Publikum kan stille spørgsmål via sms.

Filmen kan opleves over længere tid i Grand Teatret i København, Øst for paradis i Århus, Café Biografen i Odense, Biffen i Aalborg, Nicolai Bio i Kolding, Hadsund Bio og Ikast Bio.

Se liste over biografer og spilletidspunkter på www.doxbio.dk.

Læs stort interview med instruktør Eva Mulvad