Grand Prix i Venedig til The Look of Silence

VENEDIG. Joshua Oppenheimers dokumentarfilm "The Look of Silence" har vundet Juryens Grand Prix på Venedig Filmfestivalen lørdag aften den 6. september.

Så skete det endelig. Dansk film fik en plads og en pris i Venedigs hovedkonkurrence. Joshua Oppenheimers dokumentarfilm "The Look of Silence", der er første danske film i 24 år i hovedkonkurrence i Venedig, har her til aften modtaget Juryens Grand Prix.

Joshua Oppenheimer følger i filmen en familie, der mistede en søn i det indonesiske folkedrab midt i 1960'erne, fordi han blev beskyldt for at være kommunist. Familiens yngste og nu voksne søn sværger at konfrontere dem, der dræbte hans bror. Det er hans møder med fortidens bødler, der udgør filmens kerne.

Filmen præsenteres af instruktøren selv som en ledsager til hans film om det indonesiske folkedrab i 60'erne, "The Act of Killing", denne gang set fra ofrenes perspektiv.

GrandprixprisvinderOppenheimer

Prisen blev modtaget af filmkonsulent Helle Hansen fra Det Danske Filminstitut på vegne af Joshua Oppenheimer, der talte til publikum fra lærredet. Han og producer Signe Byrge Sørensen fra Final Cut havde allerede sat kurs mod Toronto Filmfestivalen, hvor filmen får nordamerikansk premiere i denne uge, inden de blev kaldt tilbage til Venedig. På grund af et uvejr over Chicagos lufthavn, kunne de ikke nå over Atlanten i tide til prisuddelingen.

"Et stort tillykke til Joshua Oppenheimer og Signe Byrge Sørensen," siger Henrik Bo Nielsen, direktør for Det Danske Filminstitut. "Juryens Grand Prix er et fornemt bevis på dansk films internationale position. Venedig var længe en ørkenvandring for dansk film, men de seneste år har en række danske film positioneret sig, og i år lykkedes det så. At det netop blev med 'The Look of Silence' demonstrerer styrken i et åbent og internationalt rettet støttesystem, der ikke er sig selv nok. Samarbejdet mellem den herboende instruktør, Joshua Oppenheimer, og danske Final Cut for Real med Signe Byrge venter vi os endnu mere af i de kommende år. De danske filmproducenters internationale orientering giver filmlandet Danmark en helt afgørende styrkefordel på de vigtigste internationale festivaler."

Med prisen kommer Oppenheimer i fornemt selskab med Carl Th. Dreyer, der i 1947 modtog Juryens Specialpris for "Vredens Dag". Dreyer vandt derefter i 1955 Guldløven for bedste film med "Ordet". Helle Ryslinges "Sirup" deltog i 1990 i og blev belønnet med en Sølvløve for bedste manuskript. Siden da har der ikke været priser til danske film i hovedkonkurrencen.

"The Look of Silence" har allerede tidligere på dagen modtaget fire priser i Venedig.

Kritikerpriser i Venedig til The Look of Silence

"The Look of Silence" er produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut gennem konsulentordningen.

Venedig Filmfestivalen – historie og facts

Interview med instruktøren: Joshua Oppenheimers blik 

Internationale anmeldere fulde af respekt