Gratis forsmag og udsolgt åbningsfilm

Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival: Cinematekets medlemmer kan få en gratis forsmag på festivalen, når den tyske "Rückenwind", vises den 13. oktober. Til gengæld er åbningsfilmen "Goddag mit navn er lesbisk" allerede udsolgt til alle visninger i København.

Åben åbningsfest, men udsolgt film

Festivalen åbner den 16. oktober i Cinemateket kl 20.30. Åbningsfilmen "Goddag mit navn er lesbisk" er udsolgt . Uafhentede billetter kan dog købes samme dag fra kl. 10 i Cinematekets billetsalg. Åbningsfesten med dj'sene Dulfedettes, Madvig, Knox & Skurk er dog stadig åben for alle.

Goddag mit navn er lesbisk

Instruktørerne Minna Grooss og Iben Haahr Andersen afspejler med "Goddag mit navn er lesbisk" den mangfoldige nutid og skuer tilbage i fortiden for at undersøge, hvad danske lesbiske egentlig er. Lesbisk liv i Danmark anno 2009 er lige så varieret, mærkeligt og almindeligt, som i det øvrige samfund. Gennem filmens hovedpersoner får vi indblik i det hemmelige homoliv i 1950ernes København, i Femølejrens noget friere forhold til lesbisk sex og i nutids-Danmarks brede palet af valgmuligheder for lesbiske.

Der er stadig få billetter til visningerne i Metropol i Århus den 17. oktober og i Panora i Malmø den 24. oktober. Instruktørerne introducerer begge visninger. Alle visninger i København er udsolgt.

"Goddag mit navn er lesbisk" er produceret af Gitte Forup Randløv for Danish Doc Production med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Gratis snigpremiere på tyske "Rückenwind"

Cinematekets medlemmer har med Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival mulighed for at tyvstarte festivalen med en af de tre film, der er med i konkurrencen om bedste spillefilm på festivalen.

Fabler og folkeeventyr er tydelige inspirationskilder for tyske Jan Krügers drømmende film. Det unge kærestepar Johann og Robin er på en tilsyneladende harmløs cykelferie i de tyske skove, men da vildnisset får bugt med deres stedsans, udvikler ferien sig til et ophold hos en enlig mor og hendes søn på en afsidesliggende gård, hvor giftige bær og spøgelseshistorier begynder at lege med Johanns og publikums virkelighedssans.

Filmen vises den 13. oktober kl 19.15 i Cinemateket og er gratis for medlemmer.

Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival

Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival (CGLFF) er Københavns og Danmarks ældste filmfestival. Festivalen blev stiftet i 1986 af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.

CGLFF er langtfra en eksklusiv fest, men er en åben invitation til alle for at opleve kvalitetsfilm, der både appellerer bredt og formidler homoseksuelle temaer på oplysende og underholdende facon. Se mere om filmene i Cinematekets CGLFF-serie, og læs om festivalen på hjemmesiden www.cglff.dk.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk 

LOGO_FARVETYPO