Hanne Palmquist og Mikkel Munch-Fals bliver nye konsulenter på DFI

ANSÆTTELSE. Det Danske Filminstituts bestyrelse har netop ansat Hanne Palmquist og Mikkel Munch-Fals som konsulenter for spillefilm.

Det er to erfarne tv- og filmmennesker, der om kort tid indtager pladserne som nye spillefilmkonsulenter på Det Danske Filminstitut, nemlig Hanne Palmquist og Mikkel Munch-Fals.

Hanne Palmquist begyndte i filmbranchen i det nyetablerede Zentropa i 1995 og har siden beskæftiget sig med udvikling, produktion, distribution, PR og markedsføring, internationalt salg og finansiering i Danmark og Norden. Hanne Palmquist kommer fra et job som programbestiller for spillefilm og tv-drama på SVT i Stockholm og har før da været direktør i Nordisk Film & TV Fond, producer i selskabet Fine & Mellow, ansvarlig for nordiske indkøb på Nordisk Film samt marketingproducer på Filminstituttet, som hun nu altså vender tilbage til. Hanne Palmquist er oprindelig uddannet cand.mag. i Æstetik & Kultur på Aarhus Universitet.

mikkel-munch-falls

Mikkel Munch-Fals har siden sin uddannelse som cand.mag. i Filmvidenskab på Københavns Universitet beskæftiget sig med udvikling og produktion af film og tv. Mikkel Munch-Fals har senest været forfatter og vært på programmet "Nærkontakt" på DR2. Han blev et kendt ansigt med film- og anmelderprogrammet "Premiere" og har siden udviklet og tilrettelagt en lang række tv-programmer. Mikkel Munch-Fals har desuden arbejdet som filminstruktør og manuskriptforfatter, blandt andet af kortfilmene "Ynglinge" og "Partus" og den prisvindende spillefilm "Smukke mennesker". Han er for øjeblikket i gang med at instruere sin anden spillefilm, "Swinger".

Direktør for Filmstøtte på Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard udtaler:

"Med ansættelsen af Hanne Palmquist og Mikkel Munch-Fals får vi to konsulenter, som hver for sig kommer med meget stærke kvalifikationer. Hanne Palmquist har lang erfaring med udvikling, produktion og distribution af dansk og nordisk film og et omfattende internationalt netværk. Mikkel Munch-Fals er en del af en ny generation i dansk film og kommer med et nyt og skarpt blik på udviklingen af dansk film. Hver for sig er de særdeles kompetente konsulenter, og sammen er de et næsten perfekt supplement til hinanden, hvilket understreger, at der er og skal være forskellige indgange til at søge om støtte på Filminstituttet.”

Hanne Palmquist og Mikkel Munch-Fals afløser Kim Leona og Steen Bille. Filminstituttets tredje spillefilmkonsulent er Åke Sandgren, som er konsulent for spillefilm til børn og unge.

Begge konsulenter tiltræder den 1. september 2015.