Hele verden vil se Den skyldige

PREMIERE. Gustav Möllers ’Den skyldige’ kommet usædvanligt godt fra start på det internationale marked. Debutspillefilmen, der har dansk premiere i dag, er blevet solgt til hele 90 lande verden over.

Jacob Cedergren i Den skyldige
Foto: Nordisk Film

Én mand på én location i halvanden time. Det lyder måske ikke som opskriften på et internationalt filmhit, men ikke desto mindre er det netop den cocktail, der indtil videre har givet Gustav Möllers debut som spillefilminstruktør ekstraordinært god vind i sejlene på det internationale marked.

Umiddelbart efter verdenspremieren på Sundance Film Festival i januar blev filmen mødt af en meget begejstret amerikansk presse. Siden er 'Den skyldige' blevet vist på tredive internationale filmfestivaler og har modtaget fem internationale festivalpriser, heriblandt publikumspriser på Sundance, Rotterdam og Montclair Film Festival. 

Nu kan salgsselskabet bag filmen, TrustNordisk, så meddele, at rettigheder til ’Den skyldige’ er blevet solgt til distribution i hele 90 filmmarkeder verden over.

Legen med publikums forestillingsevner

I filmen spiller Jacob Cedergren politibetjenten Asger Holm, som en nat besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Da forbindelsen bliver afbrudt, begynder en nervepirrende jagt på kvinden og hendes kidnapper. Med telefonen som eneste redskab kæmper Asger imod tiden. Snart viser det sig, at forbrydelsen er større, end Asger først troede, og skyldfølelser fra hovedpersonens egen fortid begynder at tordne frem. 

Tilbage i slutningen af 2017 fortalte instruktør Gustav Möller til Det Danske Filminstitut, at idéen til historien kom fra et virkeligt amerikansk 911-opkald fra YouTube om en kvinde, der ligesom i filmen sidder med sin bortfører og ringer 911, mens han tror, at hun ringer til en anden.

"Det slog mig, hvor mange billeder jeg havde fået i mit hoved af den lyd. Og at alle, der hørte det, ville se billeder af forskellige kvinder, biler og kidnapninger. Det syntes jeg var en spændende præmis for at lave en film: At lege med publikums forestillingsevner." 

Filmen har modtaget produktionsstøtte fra Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen ved Mette Damgaard-Sørensen og er produceret af Lina Flint for Spring, som er en del af Nordisk Film. Jasper J. Spanning har stået bag kameraet på filmen, som er klippet af Carla Luffe og skrevet af Emil Nygaard Albertsen i samarbejde med Gustav Möller. 

Samarbejdet med Mette Damgaard-Sørensen har, ifølge Möller, været gunstigt for fastholdelsen af projektets præmis: "De få gange, vi selv begyndte at vakle og begyndte at køre det mere safe, var New Danish Screen gode til at sige, at vi skulle holde fast i den grundidé, vi kom med, og opfordrede os til at holde fast i radikaliteten i projektet," siger Möller.

Radikaliteten har givet pote hos den danske presse, der på premieredagen belønner med høje karakterer og rosende ord. Berlingskes Kristian Lindberg kalder projektet en cinematisk tour de force, mens Weekendavisens Bo Green Jensen netop lovpriser Möllers debut for netop dens evne til, med få midler, at danne billeder i publikums bevidsthed.

Filmen kan ses fra i dag i biografer landet over.

Premiere

Hvad: Thrilleren 'Den skyldige'

Hvornår: 14. juni 2018

Hvor: 104 biografer landet over