Historiske film på skoleskemaet

UNDERVISNING. Nu kan skoleelever lave deres egne historiske kortfilm i FILM-X. Dokumentariske optagelser fra Filminstituttets arkiv er del af undervisningsforløb.

En soldat med gevær kommer løbende, en mand går gennem en mørk gyde og en kiste bæres ud af en kirke. Det er nogle af de film, skolelever kan bruge som inspiration og indklip i deres egne historiske fortællinger. Filmene er sort/hvide dokumentariske optagelser fra 1940'erne. De stammer fra Filminstituttets arkiv og er del af de mange digitaliserede film, man kan se på streamingsitet Danmark på film. Nu er de blevet del af et undervisningsforløb til skoler i FILM-X i Cinemateket.

Jeg vidste ikke ret meget om modstands-bevægelsen. Det gør jeg nu. Når vi skulle spille rollerne, skulle vi sætte os ind i, hvordan man havde det dengang

I Studie 1 i FILM-X har elever fra 8.x på Dansborgskolen i Hvidovre lavet kortfilmen "Gyden". På kun to timer har Liva, Jonathan, Louise, Andreas, Nicklas og Lukas produceret et drama om jalousi og modstandskamp under 2. Verdenskrig. Ved hjælp af greenscreen og en historisk kulisse laver eleverne deres egne filmscener, som krydres med de dokumentariske indklip.

Film-X

FILM-X byder på guidede forløb, hvor børn og unge kan eksperimentere med filmfortælling og virkemidler i et professionelt film-miljø. Filmstudierne ligger i Cinemateket i København. FILM-X tilbyder også et gratis online værktøj, FILM-X Animation, hvor man kan lave sin egen animationsfilm.

Læs mere om FILM-X.


Danmark på film

Danmark på film er Det Danske Filminstituts streamingsite med historiske dokumentaroptagelser. Filmene er fra perioden 1899-1965 og stammer fra Filminstituttets arkiv. Der bliver løbende digitaliseret flere historiske film arkivet, og de er gratis at se online.

Se mere på danmarkpaafilm.dk

Eleverne fortæller, at ideen til filmen opstod, da de kiggede på skoleforløbet "Gyden" på FILM-X's hjemmeside. En af drengene i gruppen, Lukas, er interesseret i 2. Verdenskrig, og han fandt på historien: Et trekantsdrama i sort/hvid. Det var hele holdet med på.

"Det var en fed ide. Det er dramatisk med krig og modstandskamp," siger eleverne. "Og det, der skete dengang, hvor vi kæmpede mod tyskerne, betyder også meget i dag."

"Jeg vidste ikke ret meget om modstandsbevægelsen, inden vi lavede filmen. Det gør jeg nu. Når vi skulle spille rollerne, skulle vi sætte os ind i, hvordan man havde det dengang," siger Louise.


Kun 2 timer tog det Liva, Jonathan, Louise, Andreas, Nicklas og Lukas at producere dette drama om jalousi og modstandskamp under 2. Verdenskrig.

Inden besøget i FILM-X havde eleverne skrevet synops og replikker, men de improviserede også under optagelserne. De er enige om, at det ikke var svært at arbejde med den historiske genre og identificere sig med de personer, de spiller.

"Nogle gange kan det være nemmere at spille noget, der er på afstand af en selv," siger deres klasselærer Ida Smedegaard. "Vi lavede en del forarbejde og kiggede bl.a. på plot-pointmodellen. Vi talte om at få det væsentlige frem og tænke på, hvordan publikum ville opleve filmen. Og så havde vi fokus på, at filmen skulle være tro mod sin genre."

Eleverne er enige om, at de har lært meget af forløbet. "Jeg ved meget mere om dramaturgi nu. Det er noget helt andet at lave en kortfilm selv end bare at analysere en film," siger Jonathan.

Leder af FILM-X, Kari Eggert Rysgaard, har lagt mærke til, at den dokumentariske, historiske ramme inspirerer til en ny type fortællinger i FILM-X. Mange af de andre baggrundsfilm i FILM-X lægger op til magiske eller fantastiske fortællinger.

"Der kommer seriøse temaer og realistiske fortællinger på banen med den historiske baggrundsfilm og de dokumentariske indklip. Eleverne synes det er sjovt at arbejde med en anden periode og lave krigsfilm, socialrealisme, krimi eller historisk film. Det giver også en særlig æstetisk opmærksomhed at arbejde med sort/hvid."

Se FILM-X's skoleforløb "Gyden" med historisk ramme og dokumentariske indklip.

Se historiske dokumentaroptagelser fra filmarkivet på streamingsitet Danmark på film.

Tags: Film-X