Hvad vil det sige at et være ungt menneske i indianerreservatet Pine Ridge, South Dakota, det fattigste county i USA?
Mit udgangspunkt for at lave en film i Pine Ridge er på én gang politisk og eksistentielt, og det er på sin vis ikke så anderledes end journalistens, når han eller hun skal skrive sin artikel om mennesker et sted i dagens USA.
Modsat journalisten, der ofte må forholde sig til det faktuelle og det historiske, er det min hensigt som dokumentarist at præsentere en række filmiske beskrivelser af, hvad det vil sige at være et menneske.
Jeg stoler mere på enkelte individers fortællinger til mig end på al verdens statistiske undersøgelser. Jeg laver ikke interviews – jeg lytter, mens jeg arbejder kreativt med at finde en scene, der passer til det, som jeg får at vide, og det, som jeg vil fortælle videre.
Jeg spørger mig selv: Hvad har betydning her, for netop disse mennesker? Hvad vil de fortælle mig? Hvad har de for drømme? Hvordan ser der ud? Hvilke forudsætninger har de, og hvad tænker de, om sig selv og måske til en vis grad også om mig?
På samme måde som digteren er jeg interesseret i filmens sprog, filmens fonetik og dens grammatik, i det levende billede som en helt særlig mulighed for unikke beskrivelser.
Min opmærksomhed er rettet mod: ansigter, hænder, relationer mellem mennesker, smil, berøringer, natur. Ved klippebordet handler det om at finde tilbage til den rytme, som jeg oplevede, at livet havde i Pine Ridge. Mangel på struktur fra samfundets side. Unge mennesker i et slags stillestående kaos inden for rammerne af et reservat, i midten af USA.
Fra mit første møde med et menneske lytter jeg til lyden af deres stemmer. Hvilke ord bruger de, hvilket kropssprog taler de. Og hvordan kan jeg kombinere landskaberne og interiørerne i mine karakterers liv til at vise deres indre følelser, til at skabe et rum, hvor livet og tiden skinner igennem. På samme måde som en forfatter fortæller i ord, fortæller jeg i billedet af et ansigt og skaber rytme gennem kropssprog og bevægelser.
Livet er en samling øjeblikke med forbindelser til hinanden, og vi kan ikke altid forstå eller placere disse øjeblikke i sammenhængende narrative buer. Men hvis vi insisterer på, at disse øjeblikke betyder alt – at også de mindste detaljer er af største betydning – så kan vi få en dybere forståelse af vores eget liv og hinandens.
Siden vores kultur i dag er så stærkt påvirket af den amerikanske, blev jeg interesseret i at udforske de dele af USA, som vi ellers aldrig konfronteres med, men som ikke desto mindre bærer den amerikanske historie.
Jeg mener, at filmens allerstærkeste virkemiddel er at give plads til publikums egne tanker og tolkninger af den virkelighed, der bliver præsenteret. Jeg ønsker, at min film videregiver en oplevelse, som jeg har haft i mødet med mennesker og steder – til eftertanke, og måske som et alternativt perspektiv på et USA uden for New York og Californien, som vi kender bedst.
Jeg sigter efter noget, der appellerer til vores følelser og aktiverer vores empati. Jeg sigter efter et ærligt portræt, der bliver hængende hos os. Film, ligesom andre kunstformer, handler for mig om at blive klogere på livet. Gennem film kan vi dele den ensomme følelse, det er at være et menneske blandt alle andre. På den måde er der ingen forskel mellem dokumentar og fiktion. Ethvert kreativt arbejde må basere sig på en sandhed fra afsenderen, uanset om afsenderen er forfatter, journalist eller filmskaber.
"Pine Ridge" er produceret af Katja Adomeit ("The Weight Of Elephants") og finansieret af Adomeit Film. Filmen har modtaget støtte fra Det Danske Filminstituts talentstøtteordning New Danish Screen.
