Hvem er Don Draper?

FÆNOMEN. Don Draper bærer titlen som den mest indflydelsesrige mand i USA, foran præsident Obama, og den tv-serie, han er hovedpersonen i, bliver analyseret af filosoffer og litterater verden over. Iben Albinus Sabroe skriver om kulturfænomenet "Mad Men".

Cinemateket præsenterer - inspireret af "Mad Men" - i marts måned en række amerikanske film fra tresserne, og torsdag den 24. marts er der for længst udsolgt til gallapremiere på seriens fjerde sæson. Hvad er det egentlig den serie kan?

"We have bigger problems to worry about than television". Sådan svarer den sorte elevatorfører i reklamebureauet Sterling Coopers fashionable kontorbygning, da unge, ambitiøse Pete Campbell spørger ham om, hvilket mærke inden for fjernsyn, ’hans slags’ foretrækker. Dermed spidder han samtidig med næsvis elegance, hvad der driver Pete Campbell, og endnu vigtigere, hvad der driver hans chef Don Draper, hovedpersonen i "Mad Men". De har, i overført betydning, ikke større problemer end tv.

Fakta

Iben Albinus er cand. mag. i Engelsk og Æstetik & Kultur, filmanmelder ved Berlingske og forfatter til bogen "Da Sex and the City ændrede verden" om tv-seriens kulturelle påvirkning på godt og ondt. Iben Albinus arbejder pt. på en bog om "Mad Men".

Business og pleasure

Året er 1960. Vi befinder os på Madison Avenue på Manhattan, hjemsted for datidens svar på celebrities, reklamemændene, der kaldte sig selv for ’mad men’, et navn, der udspringer af den mondæne adresse. Mest af alt er det dog en ærestitel, de storsindet har skænket sig selv og bestræber sig på at leve op til ved at mikse business og pleasure i et omfang, der har chokeret vor tids tv-seere – og fået os til at vende tilbage efter mere.

Matthew Weiners tv-serie er nemlig ikke bare præcis i skildringen af det stilfulde, nostalgiske 1960-univers i kulisser, kostumer og kulturelle referencer ned til mindste detalje. Sågar bærer alle kvindelige skuespillere og statister korset. "Mad Men" er også historisk korrekt, når det gælder det omfang af sjusser, cigaretter, sexistiske bemærkninger og sexpartnere, hovedpersonerne forbruger i arbejdstiden.

Faktisk var det dengang meget værre, end som så, mener Jerry Della Femina, hvis bog "From Those Wonderful Folks Who Gave You Pearl Harbour" er inspiration til "Mad Men". Den tidligere reklamemand har berettet til magasinet GQ om en tid, hvor man skyllede tre martinier ned før frokost, ikke medregnet eventuelle formiddagsdrinks, og røg 80 cigaretter om dagen. På hans bureau deltog folk ivrigt i en årlig en sex-konkurrence, hvor kontorets mest sexede mand og kvinde blev valgt, og præmien var en weekend på hotel.

Hvinende politisk ukorrekt

Seriens timeglasformede chefsekretær Joan Holloway (Christina Hendricks) mødes i frokostpausen med bureauets ene ejer, Roger Sterling (John Slattery). Peggy Olsen (Elisabeth Moss), sekretæren, der bliver forfremmet til tekstforfatter – på trods af sit køn – bliver gravid med nygifte Pete Campbell (Vincent Kartheiser). Og Sterling Coopers alfa han og prisbelønnede kreative chef Don Draper (John Hamm) nyder stribevis af elskerinder, mens hans trofæhustru, Betty, en klon af Grace Kelly, spillet af January Jones, er forvist til forstadsvillaen og livet som luksushusmor

Da Don bliver far for tredje gang, bemærker Peggy tørt: "Du har det hele" og får det ikke helt ubevidst til at lyde som en anklage. Som seriens repræsentant for datidens arbejdende kvinde har Peggy måttet opgive den side af tilværelsen.

"Mad Men" er måske nok hvinende politisk ukorrekt, men tro ikke af den grund, at serien eller dens skaber Matthew Weiner er i samme ærinde som de kræfter, der på den tid undertrykkede kvinder, eller minoriteter for den sags skyld. Flertallet af Weiners medforfattere på serien er kvinder, og når han skildrer 1960erne, gør han det for at gøre os klogere på os selv i dag.

Forpint af indre dæmoner

Don Draper har måske nok det hele, men det er netop det, der piner ham. Eller rettere på trods af, at han har det hele, er han seriens mest forpinte karakter.

"Hvem er Don Draper?" spørger en journalist ham, da han skal interviewes, og det er det helt store tema i "Mad Men". Hvem er denne smukke mand, med den imponerende karriere, den elegante hustru og den gådefulde evne til altid at undgå at tale om sig selv?

I virkeligheden hedder han Dick Whitman, er søn af en prostitueret, der døde under hans fødsel, og en fattig, voldelig landmand. Under Koreakrigen byttede han identitet med den dræbte officer Don Draper, og det blev hans adgangsbillet til overklassen.

Don Draper er altså på sin vis resultatet af sin egen fineste præstation som reklamemand, en bestræbelse på at brande sig selv som en succes. Men de indre dæmoner lader ham ikke i fred. Som Matthew Weiner selv har formuleret det til Rolling Stone Magazine: "Det store spørgsmål i serien, som jeg forsøger at besvare gennem Don, har med identitet at gøre. Hvem er jeg? Det er jo det største tema i al vestlig litteratur."

"Mad Men" er historien om, hvordan mennesket blev moderne, om de år, hvor meningen smeltede væk mellem de nikotingule fingre på de designerklædte guder på Madison Avenue. Ligesom i tv-seriens faste intro, hvor rammerne konkret falder fra hinanden og går i opløsning for Don Draper, der selv bare falder og falder.

"Mad Men" har boostet en cocktailtrend, inspireret toneangivende kollektioner for modehusene Prada og Louis Vuitton og bragt timeglasformede kvinder på mode.

Men når websitet askmen.com har kåret Don Draper til den mest indflydelsesrige mand i USA foran Barack Obama, og når filosoffer fra Bulgarien til Berkeley nærlæser "Mad Men" i relation til eksistentialisme, erkendelsesteori og individ vs. marked, er det fordi, at serien har langt mere at byde på end sexappeal og en befriende mangel på politisk korrekthed.

"The reason that I live like there is no tomorrow, is because there is no tomorrow," siger Sterling Coopers kreative chef og pacificerer midlertidigt sine dæmoner med cocktails og kvinder, for ligesom os andre leder han efter meningen med livet. Bare man selv tog sig ligeså cool ud undervejs…