Hvidsten Gruppen på dvd

PÅ DVD. Anne-Grethe Bjarup Riis' drama om modstandskampen fra Hvidsten Kro udkommer på dvd tirsdag den 21. august.

"Hvidsten Gruppen" er med 764.459 solgte billetter årets mest sete danske biograffilm.

Filmen er en autentisk historie om en families sammenhold, oprør og insisteren på frihed. Den skildrer, hvordan mennesker kan gøre en forskel, og hvilke konsekvenser det kan have at kæmpe for det, man tror på. "Hvidsten Gruppen" var en af besættelsestidens mest berømte illegale grupper.

Det første dvd-eksemplar af "Hvidsten Gruppen" blev mandag den 20. august på usædvanlig vis overrakt til ejerne af Hvidsten Kro, hvor store dele af filmen blev optaget. Med en original faldskærm fra krigstiden på ryggen og en dvd i lommen landede en professionel faldskærmsudspringer fra 300 meters højde på jorden ved Hvidsten Kro for at overrække ejerne dvd'en. Fra tirsdag den 21. august er 90.000 eksemplarer af filmen til salg i butikkerne landet over.

På rollelisten kan man bl.a. opleve Jens Jørn Spottag, Bodil Jørgensen, Bjarne Henriksen, Anne Louise Hassing, Jesper Asholt, Mads Wille, Marie Bach Hansen, Jesper Rienfen Stahl, Laura Winther Møller og Mia Ejlerskov.

Anne-Grethe Bjarup Riis instruerer filmen med Anders Refn som teknisk instruktør. Manuskriptet er skrevet af Ib Kastrup, Jørgen Kastrup og Torvald Lervad, og Regner Grasten producerer for Regner Grasten Filmproduktion med støtte fra Det Danske Filminstitut.

hvidsten-gruppen-faldskærm-