Hvilke spil har vi lavet i Danmark?

SPIL. For første gang nogensinde er der skabt et samlet officielt overblik over danskudviklede spil. Filminstituttet udgiver i samarbejde med Det Kgl. Bibliotek ’Spildatabasen’ med oplysninger om danske spil siden 2010.

Fra en tilværelse i relativ ubemærkethed har den danske spilbranche de senere år vokset sig både kulturelt og kommercielt betydningsfuld. I årets opgørelse fra Producentforeningen noteres branchen for en omsætning på 3 mia. kr. årligt, hvormed den overhaler både film- og tv-branchen.

Men hvilke spil producerer vi egentlig med dansk afsæt? Det har indtil nu været svært at få overblik over, for i modsætning til filmområdet har der ikke hidtil eksisteret en officiel liste over danskudviklede spil. Det råder Filminstituttet og Det Kgl. Bibliotek nu bod på med udgivelsen af ’Spildatabasen’.

Vi taler tit om de få store danske spil som f.eks. ’Hitman’, ’Subway Surfers’ og ’Limbo’, men glemmer hvor alsidig den danske spilbranche er.

- Simon Løvind, redaktør for Spil & Digitale Medier, Filminstituttet

I første omgang dækker databasen danske spiludgivelser fra 2010 til i dag. Her kan man søge og filtrere blandt 1.295 spil og få oplysninger om det enkelte spils producent, hvornår det blev udgivet til hvilken platform, samt finde beskrivelser, billeder og trailers på udvalgte spil. Man kan også generere en oversigt over alle spil, der har fået støtte fra Filminstituttets Spilordning.

En alsidig spilbranche

Én ting, der for alvor synliggøres med Spildatabasen er, hvor forskelligartede spil, der produceres herhjemme. Og for Filminstituttets redaktør for Spil & Digitale Medier, Simon Løvind, er det en selvstændig pointe med databasen:

"Vi taler tit om de få store danske spil som f.eks. ’Hitman’, ’Subway Surfers’ og ’Limbo’, men glemmer hvor alsidig den danske spilbranche er. Spildatabasen viser denne alsidighed. Vi har danske spil ude på børnenes tablets, men også de unges gaming PC’er og de voksnes mobiltelefoner – spil som har noget på hjerte og omhandler alt fra dekonstruerede golfspil til seriøse dilemmaer under besættelsestiden."

Ny udstilling om dansk spilhistorie

Der er netop nu mulighed for at blive endnu klogere på den samlede danske spilproduktion i Det Kgl. Biblioteks nye udstilling ’#DKgame – Skærmtrolde, lejemordere og togsurfere’.

Udstillingen er lavet i samarbejde med Filminstituttet.

Spildatabasen publiceres af Filminstituttet og rummer data indsamlet af Det Kgl. Bibliotek, der i 25 år har stået for pligtafleveringen af danske spiludgivelser. Databasen vil løbende blive opdateret både bagud mod dansk spils begyndelse i 1960'erne, og fremad med nye spil. Hvis du kender til spil eller oplysninger fra 2010-2023, der ikke fremgår i databasen, så skriv til spil@kb.dk.


Gå på opdagelse i Spildatabasen.

I Spildatabasens avancerede søgning kan der søges på titler og udviklere og filtreres på år, platforme, betalingsspil eller spil støttet af Filminstituttet.