Af Christian Monggaard
Max von Sydows velkendte stemme, der hypnotiserende taler til publikum, mens togskinner flimrer forbi. En taxa, der ensomt bevæger sig gennem New Yorks neonoplyste gader. Jim Morrison, der synger "this is the end," mens en jungle bryder i brand. "I believe in America," siger manden, der sidder over for Marlon Brandos mafiaboss.
Hvert af ovenstående klip udgør introen til en film - Europa, Taxi Driver, Dommedag nu, Godfather - og gør om noget én nysgerrig efter at se mere, hvilket netop er grunden til, at de bliver vist, da filmkonsulent og klipper Thomas Krag indleder sin del af Fiktion 2008 med at vise sin Top 10 over filmintroer, der ud over de nævnte er City of God, 7 Samuraier, Babel, Once upon a time in the West, Don't Look Now og Cape Fear.
"Alle har svært ved at starte deres film, og det er set med mine briller et symptom på, at man heller ikke ved, hvordan man skal slutte filmen, og ikke har styr på det indimellem, det tematiske stof. Det begynder først at blive spændende mod slutningen af filmen. Min kollega Kim Leona har sagt, at 'en god start kan ikke redde en dårlig film - men en god film har altid en god start.' Og Lars von Trier har sagt, at 'hvis man har en klar dramaturgi, kan man eksperimentere med det formmæssige. Det er ligesom, hvis man går i en skov, man ikke kender, og har en lille ven med. Det er rart.'"
Tragedie, komedie og drama
Rumle Hammerich, der tidligere har været dramachef i DR og producer hos Nordisk Film, er den første på scenen. Filmen er efter hans mening mere i familie med den mundtlige fortælling end med litteraturen, og historiefortælleren har et problem, hvis folk begynder at miste opmærksomheden og går.
"Jeg har aldrig hørt nogen sige, 'nu skal I høre en historie.' Man siger altid en uhyggelig historie, en sjov historie osv., fordi man med de tillægsord får tilhørerne til at arbejde med på historien. Det handler om at skabe en præmis for sin fortælling og klart formidle til publikum, hvad grundstemningen er," forklarer Hammerich.
I følge Aristoteles findes der tre former for fortællinger. Tragedien, hvor mennesket er i konflikt med guderne, komedien, hvor mennesket er i konflikt med samfundet, og dramaet, hvor mennesket er i konflikt med mennesket.
Hammerich viser begyndelsen af Francis Ford Coppolas Rumble Fish som et eksempel på en tragedie. Hovedpersonen, Rusty James, vil gerne være en helt og en vinder ligesom sin storebror, Motorcykeldrengen. Men det er han ikke. "Filmen er en tragedie, fordi han ikke kan forlige sig med ikke at være en helt," siger Rumle Hammerich og afslører, at den ender med, at Motorcykeldrengen ofrer sig for sin lillebror.
Publikum skal samarbejde
Hammerich arbejder med en metode, hvor en fortælling deles ind i otte sekvenser. Den første sekvens er 'status quo', introduktionen, hvor hovedpersonen i høj grad skal være det, han er, rigtig meget, så han i løbet af filmen kan gennemgå en udvikling. En kujon har f.eks. alt at vinde, mens en helt har meget at miste.
Den næste begyndelse, Rumle Hammerich viser, er fra Barry Levinsons Rain Man, hvor Tom Cruise desperat kæmper for at få en handel med nogle lækre Lamborghinier til at falde på plads. Det er drengedrømme om den røde sportsvogn, og status quo er, at Cruise er på røven og alle omkring ham nogle tumper. Han er følelseskold, og da han får besked om, at hans far er død, reagerer han ikke. "Han er nødt til at møde et barn, storebroren, der er autist, før han kan revidere sit liv.
Der går tre femtedele af filmen, inden han begynder at smelte," siger Hammerich og roser filmens start for klart at definere Tom Cruises karakter, og hvor konflikten ligger. Historien om bilerne er "det dumme A-plot," siger Hammerich, der kalder Rain Man et drama om et menneske, der er i konflikt med andre mennesker. "A-plottet er et enkelt plot, som fører os ind i den spændende historie. Det driver fortællingen, og det bruges til at presse Cruise. Min hovedpointe er, at man skal få publikum til at samarbejde om at skabe stemningen, og at hovedpersonen til at begynde med skal være meget af det samme."
'Den er allerede god!'
Manuskriptforfatteren Dunja Gry Jensen er næste kvinde på scenen, og hun har også taget nogle filmklip med. "Når vi oplever en film med en kildrende god start, siger vi hjemme hos os: 'den er allerede god!'"
Det første filmklip hun viser er fra Noah Baumbachs The Squid and the Whale. "Den første scene er utroligt klar. Den fortæller hele filmen. Halvandet minut, og 'den er allerede god!'" Man ser en tenniskamp mellem far og ældste søn på den ene side og mor og den yngste søn på den anden, og man får meget hurtigt et klart billede af, hvad der er galt i den familie.
"Banen er kridtet op til filmens konflikt," siger Gry Jensen, "det er et ægteskab, hvor krisen lurer. Farens selvretfærdighed og vilje til at vinde uanset hvad. Det er så præcist formuleret, og man får at vide, hvad man har brug for at vide."
En kollektiv fortælling
Næste klip er fra Michael Winterbottoms Wonderland, der handler om tre søstre, den ene single, den anden nygift og den tredje fraskilt. "Wonderland - det er ikke eventyrland, men undre-land, mærkelig-land," siger Gry Jensen og roser Winterbottom for at have lavet en multiplot-film, hvor alle scener peger på noget, der har med det tematiske at gøre.
"Det bliver en kollektiv fortælling ud fra enkelte historier. Selv en bifigur, nemlig manden, som den enlige søster efter en date efterlader på en bar, får også lov til at have sit moment. Fortællerens succeskriterium er at få det dokumentariske og det realistiske med ind i filmen, og det virker. Filmen er allerede fra starten smuk og rørende."
En af forklaringerne på, at mange film ikke har en tilstrækkeligt stærk begyndelse er, siger Gry Jensen, at "vi er ofte bange for ikke at få tilstrækkeligt gode ideer, og vi gemmer godterne, til senere i filmen. Men jeg tror, at vi bliver bedre af at fyre det hele af i starten, for så er vi nødt til at overgå os selv i resten af filmen."
Kunsten at købe tid
"Jeg har endnu ikke klippet en film, hvor begyndelsen ikke har været et problem," siger Kasper Leick, da han som den sidste træder op på scenen. "Ofte klippes de første 40 minutter ned til 20 minutter.
Mange film begynder for langsomt, og man føler ikke for karaktererne, og ved ikke, hvad filmen handler om. Det skaber uro hos publikum, der leder og søger efter, hvad det er for en film, hvilket univers, hvilken genre, hvad er det for personer, og er det en god film? Alle de ting er man nødt til at adressere ret hurtigt i en film."
Man kan ikke skabe indlevelse hos publikum i løbet af fem minutter. Indlevelse kræver tid, og det er kortfilmens problem, mener Leick. "Men man kan købe tid ved at love publikum noget. Man kan skabe en fornemmelse af, hvad det er, de skal se. De kan få et kick i starten. Der er derfor, James Bond-filmene altid begynder med en eksplosion, en tempofyldt intro - det er i det hele taget et almindeligt greb i actionfilmen. Jeg er enig med Gry i, at man skal bruge det gode i starten, hvor man dramatisk skal skabe fornemmelse af hos publikum, at 'Gud, det bliver en god film!'
Kasper Leich viser begyndelsen fra en af sine yndlingsfilm, Paul Thomas Andersons Punch Drunk Love, hvor et pludseligt biluheld chokerer hovedpersonen, der tidligt om morgenen sidder alene på sit kontor. "Det er en skøn start," siger Leick, "blandt andet på grund af det meningsløse trafikuheld. Det signalerer fortællemæssigt overskud og giver mig lyst til at se filmen. Jeg føler, at hvad som helst kan ske. Hovedpersonen er ensom og afhængig af sit job. Men det vises ikke bare ved, at han sidder derhjemme og stirrer ind i væggen. Det ville også være kedeligt. Det drejer sig om at få det ensomme/kedelige ind en dramatisk situation."
Tag det roligt, det skal nok blive mærkeligt!
Det næste klip er fra Henrik Ruben Genz' kommende Frygtelig lykkelig, som Kasper Leick selv har klippet. Filmen er baseret på en roman af Erling Jepsen. Det var svært at begynde filmen på den rigtige måde, fortæller Leick. "Folk, der så den, var enige om, at det var en fed film, men at den var lang tid om at komme i gang, og at de havde svært ved at finde ud af, hvad det var for en film. Det er ikke en ekstremt plotbåret film, og derfor kan den ikke bare klippes ned. Desuden arbejder Genz meget med det langsomme."
Leick lod sig så inspirere af Coen-brødrene, der i nogle af deres film, f.eks. The Big Lebowski, bygger en fortælling uden på fortællingen, dvs. etablerer den scene, hvor handlingen skal foregå. Genz og Leick fik Erling Jepsen til at skrive en intro til en fortæller, der meget tydeligt signalerer over for publikum, at "'tag det roligt, det skal nok blive mærkeligt, det her.' Igen: Det er for at få sat den scene, vi skal være på."
Så mens man ser flade landskabsbilleder fra Sønderjylland, hvor filmen foregår, fortæller Lars Brygmann på lydsporet blandt andet om en tohovedet ko, som blev levende begravet i en mose. "Bog og film er baseret på virkelige begivenheder, hvilket står lige efter introen. Det er et godt greb, som fortæller publikum, at det her er en absurd historie. Man kan tillade sig voldsomme, radikale greb, når man starter en film. Man behøver ikke at føle sig bundet af konventioner," konkluderer Kasper Leick.