I kan ikke regne os ud

FIKTION 2012. Filmanmelder og journalist Ann Lind Andersenen talte til filmbranchen på det årlige seminar om dansk fiktion, som blev afholdt i Filmhuset den 11. juni. Indledningen var givet på forhånd af arrangørerne, nemlig: "Det danske filmpublikum har bedt mig hilse og sige..." FILMupdate bringer talen.

"Det danske biografpublikum har bedt mig om at hilse og sige":  

...at man kan ikke regne den ud. At I ikke kan regne os ud. At selv om der er tale om en branche, hvor det er nødvendigt at regne mange ting ud på forhånd, så får man, når man lægger X og Y sammen, ikke altid samme konstante facit, når det gælder film. Heldigvis.  

Fordi, der er jo så mange vidunderlige og frygtindgydende og overraskende ubekendte, når det drejer sig om film. Som vi ikke kan kalkulere os frem til.  

Hvem skulle have troet for eksempel, at vi efter nogle år, hvor der har været talt om krise i dansk film, og der da også har været nogle magre år – og at vi for ikke så længe siden, sidste år, faktisk, havde ti danske film, der solgte under 10.000 billetter – nu står i 2012, som tegner helt fantastisk. Ja, måske ovenikøbet til at blive det bedste år nogensinde, set ud fra både billetsalget og kvaliteten.  

Efter årets første fire måneder er der solgt 1,8 mio. billetter. Altså over halvdelen af sidste års samlede billetsalg på 3,5 mio. kr. Det er en god start.

(og så har vi, i parentes bemærket, stadig film til gode af Tobias Lindholm, Thomas Vinterberg, Michael Noer, Susanne Bier, Jonatan Spang osv.)

En start, der understreger, at danskere godt gider at se danske film. Ja, måske endog, ligefrem glæder sig til at se dem.

Og det føles i det hele taget som om dansk film – og tv – er ved, at gøre sig til et stærkt brand med langtidsholdbarhed, der ikke bare er baseret på et enligt eksperiment som dogmefilmene. Eller på de få, gode navne.  

For selv om vi alle prøver, er der jo så mange ting, man ikke kan regne ud.

Hvem skulle have troet, at en ung skuespiller-elev, endnu ikke færdig med sin uddannelse, ville få en pris i Berlin som bedste mandlige skuespiller. Og en anden, mere erfaren, ville få den tilsvarende i Cannes? Eller at en ung debuterende Super 16-fyr ville blive bemærket ved Sundance. Eller at hele fem danske film just er blevet udtaget til Karlovy Vary-Filmfestivalen.

Eller at det danske biografpublikum ville strømme ind for at se et kostumedrama om for længst døde kongelige, eller en film om nogle jyske frihedskæmpere, oven i købet af en kvindelig instruktørdebutant, mange måske ikke så som det oplagte materiale til at stå ved roret? Film, hvor det er nemt nok i bagklogskabens lys at sige jo jo, selvfølgelig, men som, da de kun stod på papiret, måske ikke var så selvfølgelige.

Vi kommer naturligvis ikke uden om, at spekulation er en stor del af dét at lave film. Fordi det er så dyr en business, uanset om der er tale om kunst eller underholdning, er grundreglen nødt til at være ganske enkel, ganske brutal: Ingen publikum, ingen fremtid (ihvertfald ikke i filmbranchen).  

Men spørgsmålet er, hvor meget, der i den kreative beslutningsproces, skal styres af spekulationen? Af fokusgrupper, testpublikum, af "oplagte billetsælgere", af sikre navne bag kameraet, af salgbare, letfordøjelige historier? Af alt det, I tror, publikum vil have, når I sidder og prøver at regne den ud på forhånd?

Hvor meget skal publikum, med andre ord, have lov at bestemme? Hvor meget hensyn skal der tages til os? Jeg forstår godt overvejelserne, men spekulationen bør aldrig være drivkraften bag en film. Og de bør heller ikke være det første svar eller den største bekymring, der bliver givet for IKKE at lave en film. Om det så er med nydanskere eller ej.

For udgangspunktet, når vi har en industri, der ikke er større end vores, og et unikt støttesystem som vores, må altid være, om filmen er vigtig at lave for den og dem, der laver den. Ikke vigtig som i "jeg vil gerne have mit navn på en film og vil lave hvadsomhelst" eller som i "nu må jeg nok også hellere få lavet en film mere, for ikke at blive sat på hylden for glemte sager", men vigtig som i "denne her historie betyder noget for mig at få fortalt, og jeg ved, at lige præcis jeg kan fortælle den på min særlige måde".  

For vi kan som publikum godt mærke det. Og vi kan også godt mærke forskellen mellem dem. Og selv om vi tilsyneladende gladeligt betaler penge for den førstnævnte type film, skal man ikke tage fejl af, at vi, når vi går i biffen de der gennemsnitlige 2,3 gange om året, langt hellere vil have en filmoplevelse, hvor vi føler, at vi får noget med os hjem.

Til gengæld skal der masser af spekulation i markedsføringen af filmene. Her vil vi som publikum gerne leges med, drilles, udfordres og forundres. Og det er et af de steder i branchen, man burde flytte mere fokus på og nytænke.  

Det er her, man kan gå bananas i kommercielle tricks. I kreative, virale måder at skabe hype, buzz og opmærksomhed om en film.  

Billige måder, evt. også, så man kan drage nytte af markedsføringen til de film, der virkelig har brug for det. De små, smalle film. For selv om der, som sagt, var ti film, der solgte under 10.000 billetter sidste år, betyder det ikke, at de alle var dårlige film. Få solgte billetter er, som bekendt, ikke nødvendigvis ensbetydende med en film uden kvaliteter. Men det betyder som regel ALTID, at der er tale om en film, der har haft et meget lille marketingsbudget, og som ikke har været i stand til at startskyde lemminge-effekten i gang.

Så jeg skal også hilse fra det danske biografpublikum og sige: Tag chancen. Gå også efter det ikke-sikre. De uudforskede nye talenter, de risikable historier. Vi vil som publikum også gerne have noget, vi ikke havde regnet med. For vi skal jo heller ikke kunne regne jer – filmbranchen – ud på forhånd.  

TAK.

Ann Lind Andersen, 11. juni 2012

Tags: FIKTION2012