IDFA med 8 danske dokumentarfilm

IDFA. Årets største internationale dokumentarfilmbegivenhed, filmfestivalen IDFA i Amsterdam, afholdes fra onsdag den 16. november med otte danske film på programmet. To af dem er i hovedkonkurrence, og Mads Brüggers "Ambassadøren" er åbningsfilm.

Mads Brüggers "Ambassadøren" åbner onsdag den 16. november dokumentarfilmfestivalen i Amsterdam, IDFA. "Ambassadøren" og Lise Birk Pedersens "Putin's Kiss" deltager i hovedkonkurrencen, der præsenterer 17 film i spillefilmlængde, og Christian Bonke og Andreas Koefoeds "Ballroom Dancer" vises i konkurrencen for film af nye talenter.

I serien Reflecting Images vises Pernille Rose Grønkjærs "Love Addict – Historier om drømme, besættelse og længsel", Christian Sønderby Jepsens "Testamentet", Ida Grøns "Klovn for livet", Morten Henriksens "Bag Blixens maske" og Michael Madsens "Into Eternity".

8 danske dokumentarfilm til Amsterdam

Michael Madsen er jury-medlem i konkurrence-serien Green Screen Documentary, og festivalkonsulent Anne Marie Kürstein fra Det Danske Filminstitut er jury-medlem for IDFA's konkurrenceprogram med hollandske dokumentarfilm.

Fire danske dokumentarprojekter er udvalgt til IDFA's internationale kofinansieringsmarked FORUM, hvor inviterede producenter og instruktører præsenterer deres projekter for at få den sidste økonomi på plads. De fire film er Berit Madsens "Break of Dawn", Daniel Dencik og Janus Metz' "Ekspeditionen til verdens ende", Katrine Riis Kjærs "Mercy Mercy" og Michael Madsens "The Visit".

4 film på IDFA-FORUM

Lidt fakta om IDFA

IDFA blev afholdt første gang i 1988. Festivalen blev i løbet af få år den vigtigste årlige begivenhed for dokumentarfilm. Der vises ca. 350 film for ca. 2500 gæster, og billetomsætningen når op på ca. 180.000. Festivalens FORUM er Europas største co-financieringsmarked for dokumentarfilmproduktion.

Siden festivalens startår er 146 danske film blevet inviteret, og det placerer os som nummer otte på listen over deltagende lande. De seneste ti år er ca. ni danske film blevet inviteret årligt. Siden 2001, hvor Sami Saif og Phie Ambo vandt hovedkonkurrencen med "Family", har danske film vundet syv priser. Sidst gang vi vandt hovedkonkurrencen, var i 2008 med Anders Østergaards "Burma VJ".

IDFA (16.- 27. november)
DFI's engelske IDFA website med artikler, fact sheets, billeder, trailers og visningstider

Tags: IDFA 2011