Interessante fund i privat filmsamling

FILMARKIV. Den nu afdøde filmsamler Jørgen Storgaard overdrog i 2010 sin enorme filmsamling til DFI’s Filmarkiv. Den er nu registreret, og flere interessante fund har set dagens lys.

I midten af 2010 fik Filmarkivet, hvad der må regnes for en af Danmarks største filmsamlinger fra den afdøde Jørgen Storgaards familie. Han havde gennem et langt liv gjort film til sin store passion og opbygget en samling på omkring 1000 film på 8mm, 16mm eller 35mm. Samlingen er nu gennemgået og registreret – og flere spændende filmarkivalier er dukket op.

Som det så ofte er tilfældet med private samlinger, er der tale om en skøn blanding af film fra mange lande og genrer. Specielt hans samling af omkring 300 spillefilm på 35mm er imponerende. Westerns, krigsfilm, komedier og krimier var de genrer, vi fandt flest af i samlingen.

Fakta

Læs også artiklen Samlere og spredere

Men der var også en sjælden samling af danske spillefilm fra selskabet Excelsior Films, der i løbet af 60’erne distribuerede flere film, som blev en del af det moderne gennembrud i dansk film historie. Titler som kultfilmen "Elefanter På Loftet" (1960), Christoffer Bros "Black-Out"/"Farlig sommer" (1969) og den krasse, socialrealistiske "Gade uden Ende" (1963) var alle i blandt Storgaard-samlingen og i en ret pæn stand. 

I samlingen var desuden et imponerende antal 16mm film af stor diversitet. Blandt andet fandt vi en lille, men eksklusiv samling af små færdselskortfilm lavet af Werner Hedman, som er mere kendt som instruktør og producent af lystspil af den mere lumre slags fra 70’erne.

Disse perler ligger nu på køl i Filmarkivets bokse og vil blive vist i Cinemateket ved passende lejligheder.

Storgaard viser film
Tags: