IO Interactive fyrer 70 danske ansatte

SPIL. Det danske computerspilselskab halverer medarbejderstaben, refokuserer på Hitman-franchisen og aflyser alle andre udviklingsprojekter.

Spiludviklingsselskabet IO Interactive afskedigede i sidste uge 70 ud af 220 danske medarbejdere.

Selskabet står bag "Hitman"-serien, der må betegnes som den største danske spilsucces nogensinde. IO Interactive ejes i dag af japanske Square Enix, der er kendt for spil som "Final Fantasy" og "Tomb Raider". Square Enix har truffet beslutningen om nedskæringen og begrunder, i en pressemeddelelse, ændringerne med at skulle tilpasse sig et skiftende og udfordrende marked.

Ud over Hitman-serien har IO Interactive bl.a. produceret "Freedom Fighters" og "Kane & Lynch". Nu har spilfirmaet imidlertid aflyst alle andre udviklingsprojekter end "Hitman" og vil fremover satse udelukkende på franchise-serien, hvor der arbejdes på udviklingen af en ny version.

Square Enix' fyringsrunde kommer ikke uventet, efter selskabet i foråret fremlagde et underskud på 770 mio. kr. og i den forbindelse afskedigede den administerende direktør og annoncerede fremtidige omstruktureringer i Square Enix og datterselskaberne.

Ifølge pressemeddelelsen håber spilfirmaet på at kunne genhuse så mange som muligt andre steder i virksomheden og undersøger også jobmuligheder hos eksterne partnere.

IO Interactives direktør Niels Jørgensen forlod selskabet i maj efter 11 år, heraf over fem år som direktør. Den nyudnævnte danske landechef, østrigeren Hannes Seifert, skrev i sidste uge på Twitter: "Der er bedre dage i livet end i dag. Men de vil komme, hvis vi sørger for at få det til at ske."

Spilredaktør på Det Danske Filminstitut Simon Løvind ser nedskæringerne som et problem for hele branchen, men håber at nogle af spiludviklerne kan få ny firmaer og projerkter til at spire:

"IO Interactive har i mange år været langt det største fyrtårn blandt danske spiludviklere. Der er mange i branchen der er blevet oplært hos dem og det er det sted hvor danske udviklere har mødt mange udenlandske eksperter. Når de bliver tvunget til at skære ned er det skidt for hele branchen. Det eneste lyspunkt er, at nogle af dem, der er stoppet hos IO sikkert vil starte nye firmaer og, at de øvrige udviklere nu kan få kollegaer med erfaring fra de helt store produktioner."