Iqbal og superchippen

FILMSTØTTE. Iqbal Farooq, hans familie, veninden Sille og alle de tossede beboere i opgangen i Blågårdsgade på Nørrebro vender tilbage til december i en ny film.

Den 25. juli går optagelserne i gang i Københavnsområdet til en ny Iqbal Farooq-film, "Iqbal og superchippen".

Iqbal og Sille har boet dør om dør, siden de var små, og er bedste venner. Men deres gade skal byfornyes, og uheldigvis er det Æselmand og Svinet, der står for projektet. For de to forbrydere er byggeprojektet et skalkeskjul for at få fingre i den olie, de har fundet under Blågårdsgade. Iqbal og Sille må nu tage kampen op mod de to og skaffe penge til at købe deres ejendom tilbage. Da Iqbal får fat i en chip, som rummer magisk energi, får børnene overbevist de to forbrydere om, at de skal købe chippen, så Iqbal og Sille har råd til ejendommen. Men forbryderne snyder dem, og Iqbal, Sille, Tariq og de voksne i Blågårdsgade må sætte alt ind på at få chippen tilbage og afsløre Æselmand og Svinets hemmelige plan.

Filmens hovedroller spilles igen af Hircano Soares (Iqbal) og Liv Leman Brandorf (Sille). I de øvrige roller er en lang række gengangere fra den første film: de to forbrydere Rasmus Bjerg (Æselmand) og Andreas Bo (Svinet), Arien Takiar (lillebror Tariq), Moowgliie Duissara (lillebror Dindua), Runi Lewerissa (far), Sara Massoudi (mor), Dar Salim (Onkel Rafiq), Sarah Hermansen (storesøster Fatima), Patricia Schumann (Silles mor), Torben Zeller (viceværten), Ditte Hansen (skolepsykologen) og Zlatko Buric (grønthandleren).

Oliver Zahle er ny instruktør på den ny Iqbal-film. Renée Toft Simonsen har igen skrevet manuskript, denne gang baseret på "Iqbal Farooq og den indiske superchip", tredje bind i Manu Sareens bogserie. Mikael Olsen og Christian Potalivo producerer for Miso Film med produktionsstøtte på 6,5 millioner kr. fra Det Danske Filminstituts Markedsordning og i samarbejde med TV 2 og Nordisk Film.

Nordisk Film er distributør på "Iqbal og superchippen", som får biografpremiere den 15. december.