Iskold DOX-vinder på Filmstriben

PÅ FILMSTRIBEN. Det er koldt – rigtig koldt. Alligevel står halvnøgne mænd og kvinder og solbader ved floden, der er frosset til. Heldigvis kan du nu se "De nøgne fra Skt. Petersborg", der blev kåret som bedste danske dokumentarfilm på CPH:DOX, hjemme i din varme stue. Du kan også se "Min mor og flasken", en tænksom skildring af alkoholismens lange arm.

De nøgne fra Skt. Petersborg (2010)

"De nøgne fra Skt. Petersborg" søger efter kernen i den russiske folkesjæl.

Der er både plads til det absurde og det humoristiske i Ada Bligaard Søbys skildring af hverdagen i verdens største land: Langs den røde mur solbader nøgne mænd og kvinder i sneen. På gaderne samler indvandrerfamilier skrald – klædt i orange veste, så de ikke forveksles med terrorister. En terapeut har konsultationer i sin bil på en parkeringsplads. Om søndagen danser fulde teenagere foran Vinterpaladset, og et barn reciterer digteren Pushkin fra en stol i et køkken.

se film hjemme

Med Filmstriben kan du se filmene derhjemme via dit bibliotek.

Du kan se over 700 dokumentar-, kort- og animations-film. Der tilføjes løbende nye danske og indkøbte titler som Det Danske Filminstitut har distributionsrettigheder til.

Filmene kan ses, hvis du bor i én af de 79 kommuner, der er tilmeldt Filmstriben. Du skal blot angive din adgangskode og password til dit lokale bibliotek.

Filmen streames i dvd-kvalitet.

Filmstriben har ikke internationale visningsrettigheder og kan derfor kun benyttes i Danmark. Bemærk at Filmstriben kun fungerer i Windows med Internet Explorer. I 2011 bliver der også adgang via Mac.

Visse film er kun clearet til visning på biblioteker. Det vil være særligt angivet.

Filmstriben drives af DBC i samarbejde med Det Danske Filminstitut.

Ved CPH:DOX 2010 vandt "De nøgne fra Skt. Petersborg" en delt pris for bedste danske dokumentarfilm. I juryens udtalelse stod der blandt andet "Scenerne er bundet sammen med et unikt blik og en meget personlig palet af farver, situationer, stemninger og følelser."

Se filmen

Min mor og flasken (2007)

Flasken har en lang skygge, som det trods de bedste intentioner kan være svært at komme ud af. I dokumentarfilmen "Min mor og flasken" fortæller Lisa og hendes mor om, hvordan det er at være barn af en alkoholiker.

Lisas mor voksede op med to dybt alkoholiserede forældre, som hun selv agerede forælder for. Hun tørrede op efter deres fuldesyge og passede sin lillebror og huset. Hun lovede sig selv, at hun aldrig ville drikke, når hun selv fik børn. Men sådan gik det bare ikke.

"Min mor og flasken" er instrueret af Lisa Lamarche og Rune Vistisen.

Se filmen