Islandsk op- og nedtur på film

DOKUMENTAR. Den danske dokumentarfilm "Thors Saga" om Björgólfur Thor Björgólfsson, forretningsmand, entreprenør og central aktør i den kollapsede islandske finanssektor – en af Islands mest udskældte personer – havde i aftes premiere for et inviteret publikum i Den Sorte Diamant.

Den danske instruktør Ulla Boje Rasmussens film "Thors Saga" om de to islandske forretningsmænd Björgólfur Thor Björgólfsson og hans oldefar, danskeren Thor Jensen, har været længe undervejs, men er nu premiereklar.

"Thors Saga" er et unikt stykke nordisk businesshistorie som strækker sig over mere end 100 år. Ulla Boje Rasmussen indledte for otte år siden arbejdet med at researche på historien om de to ekstraordinære personer og deres mange initiativer, der er nært forbundet med både Islands opture og nedture.

I 2007 blev Björgólfsson placeret som nummer 249 på Forbes liste over verdens rigeste personer. På det tidspunkt var filmen ved at nærme sig en premiere, men så brød den islandske økonomi sammen. Ulla Boje Rasmussen fortsatte derfor sit arbejde med sagaen om de to gange Thor: Den ældre, hvis innovative driftighed var afsæt for Islands selvstændighed, og den yngre, hvis risikobetonede finanseventyr har sat Island i en økonomisk gabestok.

Filmhuset i Gothersgade var i går eftermiddags, inden premieren i Den Sorte Diamant, vært ved et debatarrangement, som Norden i Fokus havde arrangeret i samarbejde med Børsen Executive Club. Her var Björgólfur Thor Björgólfsson selv til stede for at give sin kommentar til Islands økonomiske krise og sammen med chefanalytiker i Danske Bank Lars Christensen og medlem af Islands Alting Helgi Hjörvar diskutere med et nordisk publikum, hvad vi kan lære af krisen i Island.

Björgólfsson forklaring på bankkrakket lød – set i bakspejlet – som "Bad banking, bad policy and bad luck." Han erkendte, at han i årene fra 2002 og frem til kollapset i 2008 led af hybris ligesom resten af Islands befolkning, men at hans hybris nok var en del større, og at han burde have fulgt sine mavefornemmelser og trukket sig ud.

"Thors Saga" er produceret af Henrik Veileborg for Upfront Films med støtte fra Det Danske Filminstitut.

"Thors Saga" får premiere på DR K den 18. september kl. 21.00

Thors_Saga_Bjorgolfur_Thor