Jagten shortlistet til Oscar

OSCAR. Det Amerikanske Filmakademi har udvalgt "Jagten" som en af de ni spillefilm, der er shortlistet og kan opnå en Oscar-nominering i kategorien Foreign Language Film.

Først blev animationskortfilmen "Hollow Land", instrueret af herboende Michelle og Uri Kranot og produceret af Marie Bro for Dansk Tegnefilm, shortlistet til en Oscar-nominering. Derefter var det Anders Walters "Helium", produceret af Kim Magnusson for M&M Productions, der blev sat på shortlisten for live action kortfilm. Og i starten af december blev det så meldt ud, at Joshua Oppenheimers "The Act of Killing", produceret af danske Final Cut for Real, var shortlistet i kategorien dokumentarfilm.

I alt 76 lande var indstillet film i kategorien Foreign Language Film, og nu er det offentliggjort, at Thomas Vinterbergs "Jagten" er en af de ni spillefilm, der er blevet shortlistet. Det Amerikanske Filmakademi udpeger den 16. januar de fem nominerede film, der går videre i kampen om en Oscar.

"Når man ser på Oscar-feltet er det svært at bevare pessimismen for dansk film. Ikke blot er det nu fjerde år i træk, Danmarks bidrag i Foreign Language-kategorien når med på shortlisten. Med fire danskproducerede film i spil i år til en Oscar-nominering er der under alle omstændigheder tale om et imponerende dansk opbud. Der er god grund til at udtrykke respekt for de dygtige filmkunstnere og filmproducenter, der står bag den flotte danske Oscar-profil," siger Henrik Bo Nielsen, direktør for Det Danske Filminstitut.

"Jagten" får på shortlisten selskab af: 

Belgiens "The Broken Circle Breakdown" instrueret af Felix Van Groeningen
Bosnien-Hercegovinas "An Episode in the Life of an Iron Picker" instrueret af Danis Tanovic
Cambodias "The Missing Picture" instrueret af Rithy Panh
Hong Kongs "The Grandmaster" instrueret af Wong Kar-wai
Italiens "Den store skønhed" instrueret af Paolo Sorrentino 
Palæstinas "Omar" instrueret af Hany Abu-Assad
Tysklands "Two Lives" instrueret af Georg Maas
Ungarns "The Notebook" instrueret af Janos Szasz

Danmark har tre gange tidligere vundet en Oscar i kategorien Foreign Language Film. Senest var i 2011, hvor Susanne Biers "Hævnen" modtog den fornemme pris. Året efter blev Ole Christian Madsens "Superclásico" shortlistet, og Nikolaj Arcels "En kongelig affære" blev sidste år nomineret.

"Jagten" har allerede haft fuld fart på i den amerikanske awards season. I november blev Vinterbergs film nomineret til Independent Spirit Awards, i sidste uge til Golden Globe Awards og i denne uge til Critics' Choice Awards.

"Jagten" har Mads Mikkelsen i hovedrollen og er produceret af Sisse Graum Jørgensen og Morten Kaufmann for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Nomineringerne offentliggøres torsdag den 16. januar, og Oscar-festen finder sted søndag den 2. marts i Los Angeles.

Oscar-indstillinger fra Danmark de seneste 10 år til Foreign Language Film

2012 En kongelig affære / Nikolaj Arcel (Oscar-nomineret)
2011 Superclásico / Ole Christian Madsen (Oscar-shortlistet)
2010 Hævnen / Susanne Bier (Oscar-vinder)
2009 Frygtelig lykkelig / Henrik Ruben Genz
2008 To verdener / Niels Arden Oplev
2007 Kunsten at græde i kor / Peter Schønau Fog
2006 Efter brylluppet / Susanne Bier (Oscar-nomineret)
2005 Adams æbler / Anders Thomas Jensen
2004 De fem benspænd / Jørgen Leth og Lars von Trier
2003 Reconstruction / Christoffer Boe

Der har gennem de seneste ti år været syv danske kort- og dokumentarfilm nomineret til Oscars i andre kategorier.