Jan Troells dansk/svenske "Maria Larssons evige øjeblik" begejstrer

Maria Larssons evige øjeblikJan Troells dansk/svenske film "Maria Larssons evige øjeblik", der får dansk premiere den 31. oktober, vækker begejstring, efter den senest er blevet vist på Telluride Film Festival i USA og Toronto Film Festival i Canada, og filmen er netop blevet solgt til distribution i USA.

De internationale filmbrancheblade bringer flotte anmeldelser af Troells film om den fattige Maria, der i det tidlige 1900-tals Sverige formår at slå igennem som fotograf, trods et hårdt liv med mange børnefødsler og en fordrukken ægtemand.

Varietys anmelder kalder filmen en "excellent kunstnerisk præstation: ""Ikke alle er begavet med evnen til at se," skriver Variety med et citat fra filmen og fortsætter: "Men den svenske instruktør-forfatter-fotograf Jan Troell besidder den gave i overmål. Han evner at få tilskueren til at se sine personers sjæle og de vigtige detaljer i den verden, de lever i."

Screens anmelder roser filmen for at være "fortalt præcist og skarpt, så det tætte stof i fortællingen og dens ingredienser væves sammen i en eksemplarisk klar historie."

"Maria Larssons evige øjeblik" er en dansk/svensk koproduktion med Maria Heiskanen, Michael Persbrandt og Jesper Christensen i de bærende roller, og filmen er produceret af det danske produktionsselskab Final Cut Productions.

Det danske salgsselskab TrustNordisk har solgt filmen til det nordamerikanske distributionsselskab IFC, så amerikanerne får mulighed for at se filmen i biograferne.

IFC har erfaring med at lancere danske film til amerikanerne. De stod for distributionen af Susanne Biers "Efter brylluppet", der blev Oscar-nomineret, og har blandt andet købt Niels Arden Oplevs "To verdener" og for få uger siden Ole Christian Madsens " Flammen & Citronen".

Maria Larssons evige øjeblik:
Filmtrailer
DFI factsheet

Anmeldelser:
Variety
Screen

IFC
http://www.ifcfilms.com
http://en.wikipedia.org/wiki/IFC_Films