Jannik Tai Mosholt modtager Pråsen

HÆDER. Danske Børne- og Ungdomsfilmklubbers årlige pris "Pråsen" blev lørdag overrakt til manuskriptforfatter Jannik Tai Mosholt.

Manuskriptforfatteren Jannik Tai Mosholt modtog prisen på Danske Børne- og Ungdomsfilmklubbers (DaBUF) landsseminar i weekenden. Mosholt fik prisen for sit mangeårige virke på børne- og ungdomsfilm. Prisen ledsages af et beløb på 10.000 kroner samt en tegning af Prås-modtageren.

Formand for DaBUF, Tina Just Hahn, begrunder prisen:

"Jannik Tai Mosholt tildeles Pråsprisen 2013 for sit store talent for at skrive knivskarpe manuskripter, der har noget på hjerte. Børn og unge - og vi andre - bliver i den grad udfordret på holdninger og fordomme af dette års vinder. Det sætter vi pris på i Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber, for alle aldersgrupper skal helst have noget med hjem fra en filmoplevelse. Når Jannik Tai Mosholt er involveret i et filmprojekt, ved vi med sikkerhed, at det sætter sine spor."

I år er tegningen udført af animator og filminstruktør Esben Toft Jacobsen, der har haft et frugtbart samarbejde med Jannik Tai Mosholt på blandt andet "Den kæmpestore bjørn".

 Jannik Tai Mosholt siger om Pråsprisen:

"Det betyder rigtig meget for mig at modtage Pråsprisen. En ting er, at jeg får lov til at lave det, jeg er glad for, nemlig film til børn og unge, en anden ting er, at der bliver lagt mærke til og sat pris på mit arbejde. Det er jeg enormt glad for. Det giver mig en idé om, at det jeg laver rent faktisk har en betydning for dem, jeg laver det til."

Tags: