Jätten vinder udviklingspris i Rotterdam

PRISER. Den danske koproduktion "Jätten" har vundet hovedprisen på pitchingforummet CineMart i Rotterdam.

Den nye spillefilm i udvikling "Jätten" ("The Giant") har netop vundet hovedprisen The Eurimages Co-Production Development Award på CineMart, der forløb den 27.-30. januar som del af International Film Festival Rotterdam. Med prisen, som gives for bedste pitch, følger 220.000 kr.

CineMart er sammen med Berlinale Coproduction Market det ældste og vigtigste pitchingforum i Europa, hvor distributører og salgsagenter scouter efter nye talenter blandt instruktører og producere. Det er 30. gang, der afholdes CineMart, men første gang et dansk firma er inviteret til at pitche på festivalen.

Blandt festivalens internationale partnere er Det Danske Filminstitut og CPH:DOX.

"Jätten" handler om den fysisk deforme autist Rikard (30), som trods alverdens modstand, og med sin fantasi og sin fascination for petanque som eneste helle, kæmper til det sidste for sin drøm om at blive genforenet med sin mor, som han blev bortrevet fra efter sin fødsel.

Filmens danske producer Morten Kjems Juhl mener, udviklingsprisen har stor betydning "Prisen er den bedst tænkelige start for filmen. De fire dages møder på CineMart gav et fantastisk overblik over interessen fra især de øvrige europæiske lande og USA blandt salgsagenter, tv-stationer og mulige koproducenter. Og med prisen i hænderne må vi forestille os at interessen bliver endnu større, og at folk har en positiv fornemmelse for projektet, når vi kontakter dem efterfølgende. Prisen øger slet og ret chancen markant for, at vi kan få filmen realiseret – og realiseret med de bedst mulige partnere."

Filmen instrueres af svenske Johannes Nyholm og er en koproduction mellem danske Beofilm ved producer Morten Kjems Juhl og svenske Garagefilm ved Rebecka Laftenz og Maria Dahlin.

Læs mere om CineMart og prisen

Tags: priser