Jazzfilm og koncert i Diamanten

Jazzfestivalen rykker indenfor i Den Sorte Diamant med et unikt arrangement i lyd og billeder: Jakob Bro live på guitar med jazzdokumentaren "Weightless" som optakt.

Tordag den 8. juli spiller Jakob Bro for første gang musikken fra "Balladeering" for et dansk publikum. Sune Blichers anmelderroste dokumentarfilm "Weightless" om det ambitiøse pladeprojekt vises før koncerten.

Guitaristen Jakob Bro udgav sidste år "Balladeering", der fik anmelderne til at tale om et unikt mesterværk og "årets bedste jazzudgivelse". Over to dage blev pladen indspillet i de legendariske Avatar-studier i New York sammen med nogle af jazzen helt store navne: altsaxofonist Lee Konitz, trommeslager Paul Motian og guitarist Bill Frisell samt den habile bassist Ben Street.

Sune Blicher indfanger i jazzdokumentaren "Weightless" udviklingen af kompositionerne og optagelserne. Filmen, der vises inden koncerten, fik også pæne ord med på vejen, da den blev vist tidligere på året.

  • "En vidunderlig film", Berlingske Tidende
  • "Et mesterværk om et mesterværk", Jazznyt
  • "En rolig, smukt udfoldet dokumentarfilm", Politiken

"Weightless" er skabt med støtte fra Det Danske Filmværksted.

Hvilke musikere, der bakker Jakob Bro er endnu ikke offentliggjort, men der skulle være gode chancer for at Bill Frisell er med på settet.

Sted: Dronningesalen, Den Sorte Diamant. Søren Kierkegaards Plads 1, Kbh. K.
Tid: 8. juli kl. 21.
Billet: 160 kr. på billetlugen.dk

Trailer