Jørgen Leths rejsefilm udkommer på dvd den 10. april

Torsdag den 10. april udkommer en boks med Jørgen Leths rejsefilm, den tredje ud af en serie på seks bokse med Leths samlede produktion. Dvd-boksen præsenteres kl. 17 i Cinemateket, Gothersgade 55, hvor Jørgen Leths to Amerika-film, "66 scener fra Amerika" (1981) og "Nye scener fra Amerika" (2002), vises. Filmene introduceres af DR-journalist Lasse Jensen.Ud over de to Amerika-film indeholder boksen "Det legende menneske" (1986), "Notater fra Kina" (1987), "Haïti. Uden titel" (1996), "Drømmere" (2002) og "Aarhus" (2005). Endelig er der som ekstramateriale "Gadeartister i New York" (1982), "Ra-ra" (1994/2008) og to interviews med Jørgen Leth samt en booklet med tekster om Leth og hans film. Jørgen Leth er en af dansk films markante kunstnere. Med en produktion, der strækker sig over fem årtier, har han vist os verden gennem sin helt personlige optik og generøst indviet os i sine passioner, som bl.a. indbefatter cykelsport, Haiti og bordtennis. I rejsefilmene er instruktøren igen antropologen, der distanceret og dog intenst iagttager verden, men afholder sig fra at analysere den. Rollen som den påtaget uvidende, men nysgerrigt iagttagende er karakteristisk for Jørgen Leth.Den tidligste af filmene er "66 scener fra Amerika" med billeder af arketypiske amerikanske locations: moteller, diners, highways, en kaktus. Det er ikonografiske billeder af et mytologisk land, formidlet i klare postkortkulører