Kære Filmbranche #1

FIKTION 2011. "Fra januar i år er dansk film sat fri – og den frihed skal bruges til at …" Den 30. maj mødtes en stor del af den danske filmbranche på Filminstituttet til det årlige seminar om dansk fiktionsfilm. Fem filmpersonligheder var blevet bedt om at sige nogle opbyggelige ord med samme indledning. FILMupdate bringer de fem taler, her filminstruktør Annette K. Olesens.

Kære Filmbranche

Vi skal finde ud af, hvordan vi får ordene i vores nye filmforlig på vingerne: risikovillighed, væk fra kassetænkning, diversitet, sætte filmen fri.

Fra januar i år er dansk film sat fri – og den frihed skal bruges til at ... blive taget på ordet!

Enhver dansk børnehave med respekt for sig selv har en virksomhedsplan med flotte ord. Et krav, der blev stillet fra politisk side, nogenlunde samtidig med at børnehavelederne fik pålagt administrative lederopgaver, der fik dem til at trække sig ind på deres kontorer, lukke dørene og dermed fjerne sig fra de børn, det hele handlede om. Ordene er ikke svære at finde på. Men de kræver stor vilje og nærvær at efterleve!

Vi skal finde ud af, hvordan vi får ordene i vores nye filmforlig på vingerne: risikovillighed, væk fra kassetænkning, diversitet, sætte filmen fri.

For mig at se er der to store udfordringer.

1

Det er DFI's identitet som kulturinstitution at være forpligtet til at producere det, der ikke lader sig producere på markedsvilkår. Det kan ikke siges tydeligt og ofte nok. Det indbyggede dilemma er dog ønsket om at kommunikere, nå et publikum og dermed et marked. Men hvad er det for et marked? Det er – og det tror jeg at vi kan blive enige om – i hvert fald ikke længere udelukkende baseret på de traditionelle vinduer: biograf – dvd – tv – i nævnte rækkefølge og nichts weiter.

Det har mærkeligt nok været min og flere af mine kollegers oplevelse, at det har været os, snarere end vores producenter, der de seneste år har råbt på, opfordret til, tryglet om, at der måtte kunne tænkes i nye måder at nå publikum på, når det nu med al ønskelig tydelighed ikke lod sig gøre ad de førnævnte klassiske, indtrådte stier. Mærkeligt, fordi det ofte er os, der skydes i skoene, at vi er ligeglade med publikum. Og mærkeligt, fordi producenterne jo på papiret via rettighederne til værkerne har både forpligtelsen OG det økonomiske incitament til at finde et hvilket som helst redskab frem – om nødvendigt opfinde det selv.

Men måske er incitamentet forsvundet? Kan det mon tænkes, at investeringen allerede er sikret dækket i produktionsfasen? Eller, som Ted Hope skrev i en tweet på vej hjem fra THINK TANK i december 2010: "I want to be paid well for my work, but listening to subsidized producers, seems they've lost incentive to listen to the audience".

Er det alene, fordi langt, langt den største del af indkomsterne lander hos distributøren og biograferne? Eller er det mon ved udsigten til det, som alt peger på: at nye veje til at nå publikum går gennem direkte og kontinuerlig kommunikation mellem instruktøren og hans publikum, og at instruktøren derfor bliver langt vigtigere for en films mulige økonomiske succes, fordi salget allerede starter, når instruktøren begynder at kommunikere sin ide, hvorfor instruktøren vil forvente større medejerskab og større medindflydelse på de valg, der træffes i forbindelse med en films finansiering og distribution?

Hvad enten det er det ene eller det andet eller det hele i varierende grader, står det fast: Der er en tøven grænsende til apati! Branchen ligner noget, der har været ude for et trafikuheld og har opgivet genoptræning!

Poul Erik Tøjner, direktøren for Louisiana, var inviteret til World Economics Forum i Davos i 2011 for at holde en forelæsning og sagde bl.a. følgende: "Hver gang man øger et samfunds moderne træk, øger man også en konservativ refleks for en stund – længslen tilbage til noget der var bedre, fastholdelsen af det, der var."

Vi, der nyder støtte fra DFI, må ikke være repræsentanter for det konservative! Vi skal være entreprenante og nysgerrige. Nogen skal tage teten. Størstedelen af biografmarkedet (læs: Nordisk Film biografer) har med al ønskelig tydelighed signaleret, at de ikke ønsker at deltage, når det gælder risikovillighed. Så skal de heller ikke garanteres hold-back. Hvis man som producent i et af landets mest kapitalstærke produktionsselskaber udtaler i pressen, at en ualmindeligt velanmeldt film, der er set af 30.000 mennesker og udvalgt til at repræsentere Danmark på én af verdens største filmfestivaler, ikke længere vil blive produceret, har man sendt et signal til branchen og DFI, der bør få alle advarselslamper til at blinke – for hvem skal så varetage talentplejen og vækstgrundlaget? Nogen må afprøve overlevelse uden mg (minimumsgaranti, red.) og sikret biografdistribution og træde de nye stier.

Paul Shrader sagde for nogle år siden i et interview: "I dag er filmkunsten i en ny krise, men den handler om form. Hvad er film egentlig, hvor lange skal de være, og hvor skal man se dem? Vi kender ikke svarene på de spørgsmål endnu, og det skyldes, at de rigtige svar ændrer sig dag for dag. Unge filmskabere i dag skal tage stilling til en række spørgsmål, der handler om, hvilket medie de vil arbejde i, og hvilken teknologi de vil bruge. Og det spørgsmål er ikke nær så interessant som de spørgsmål, min egen generation skulle beskæftige sig med."

Det første er skarpt set. Det sidste passer ikke. Form kan revitalisere fortællingen. Det beviste DOGME. Det beviser Lars von Trier fortsat.

DFI må tænke så langt ud af kasserne, at der kan eksperimenteres maksimalt med form, format og distribution, og også om nødvendigt støtte det digitalt kommunikative set-up, på samme måde som der ville kunne bevilges udviklingsmidler til tekniske prøver. Direkte distribution på digitale platforme tilbyder formatsprængning hinsides de traditionelle krav i biografen og på tv. Vi skal finde nye finansielle samarbejdspartnere. Vi skal arbejde med head of social media som ny holdfunktion. Producenterne skal genfinde kærligheden til film og opsøge nye forretningsmetoder. Instruktørerne skal overvinde blufærdigheden (eller arrogancen, om I vil) og lære at inddrage og delagtiggøre deres publikum også i den tidlige kreative proces.

Men det er, som om vi krabber omkring i hvert vores hjørne. Et arrangement som THINK TANK – et stort anlagt forum for tænkning i filmens fremtid med 130 deltagere – havde 3 instruktører på deltagerlisten. Jeg ved, at der var inviteret en håndfuld mere, men mange havde ikke mulighed eller råd, hvilket ofte går ud på et. Re-think THINK TANK og tænk os med! Når vi instruktører og manuskriptforfattere ikke medinddrages i tænkningen, sinkes de kreative processer, som kunne sætte os i stand til at medudvikle de nye fortællinger, der skal bryde formater og skabe nye markedsmodeller. Vi skal løfte en stor kreativ og kommunikativ opgave, og vi vil gerne!

Det tager tid, og det koster penge at tilegne sig nye redskaber og grundlægge nye tankegange. Jeg har selv det seneste år investeret adskillige timer og snart også penge (som jeg ikke har) i at forstå og tilegne mig den viden og teknologi, der skal til for overhovedet at begynde at søsætte skibe på det virale hav. Det gælder i høj grad om at se mulighederne frem for begrænsningerne. Den gode nyhed er, at vi ikke har noget at tabe, men derimod alt at vinde. Ikke mindst fastholdelsen af publikums respekt og dermed vilje til at honorere vores arbejde.

2

Det er DFI's identitet som kulturinstitution at være forpligtet til at producere det, der ikke lader sig producere på markedsvilkår. Det kan ikke siges tydeligt og ofte nok. Når det ikke lader sig producere på markedsvilkår, skyldes det ikke bare det lille sprogområde, men også at det er kunstens væsen og opgave at turde bevæge sig uden for det umiddelbart omsættelige.

Jeg citerer igen Poul Erik Tøjner fra samme tale i Davos: "Det der er udfordringen i dag (...) er at forsvare kunst som et autonomt felt, hvor kunstnerisk frihed, eksperiment og den permanente krise, det medfører for vore begreber, er det centrale. Megen kunst har således det komplicerede forhold til sin samtid, at den først virker med forsinkelse; først senere, måske år senere, begynder vi at forstå dele af den kunst, der laves nu. Dette er en udfordring til samfundets almindelige forestillinger om effektivitet og umiddelbar omsættelighed, men det er lige her, kunstens rolle i samfundet ligger." Citat slut.

Hvor mange her får løn for at være her i dag? Rejs jer op.

Alt det indhold (eller content – det nye buzz), som I får fuld løn, pension, løn under barsel og sygdom for at administrere og eje, skabes af og bæres ind til jer af mig, mine kolleger og vores forfattere. Nu må I gerne sætte jer.

Hvor mange her er instruktører? Hvor mange af jer instruktører får løn for at være her i dag? Det er altså os, der skal bringe kilden til indkomster ind i dette hus.

Hvis filmen skal sættes fri, må manuskriptforfatteren og instruktøren sættes fri. Det er i høj grad et helt lavpraktisk og økonomisk issue, og det mest følsomme tidspunkt er tiden mellem en just afsluttet film og den næste – dér, hvor den tidlige, risikofyldte udvikling foregår.

Novo Nordisk afsætter årligt 15,8 % af deres omsætning til forskning. Risikovillige penge, som de ikke har nogen som helst garanti for at se umiddelbare resultater af, men som de ved betinger virksomhedens udvikling. Hvem skal afsætte de penge i dansk film?

Kære producenter: I enten kan eller vil ikke, I har ondt i lommerne, vi kan se det på jer, og I skal lige nu bruge penge på at udvikle de nye forretningsmodeller. Så længe det ikke er en mulighed at finansiere den tidlige tilblivelse af vores film, gør vi det derfor selv. Det er en investering. I skal anerkende DET ALLEREDE INVESTEREDE, og det skal afspejles i ejerandele på lige fod med jeres invest, så vores mulighed for selv at finansiere fremtidig udvikling styrkes.

Kære DFI: Langt, langt de fleste danske spillefilm de seneste mange år har beviseligt levet stærkt af et tæt parløb mellem forfatter og instruktør. I skal tydeligt anerkende det professionelle arbejde, instruktøren varetager under manuskriptudviklingen, selvom instruktøren ikke fører pennen, og I skal formalisere anerkendelsen ved at lønne den. Omvendt kan I naturligvis også forvente, at vi som instruktører er i stand til at formulere præcist, hvad det er vi laver, hvor rørene skal lægges, og hvor mange mandetimer det anslås at tage.

Dansk films styrke har gentagne gange vist sig at være betinget af det modige valg, frem for det anslået sikre. Jo mere konservativt der spekuleres i den spæde idés chancer for at nå et bredt publikum, jo større er sandsynligheden for, at resultatet bliver just another fucking film! Det er ikke DFI's hovedopgave at støtte samlebåndsproduktion. Det er DFI's opgave at sikre alt det modsatte.

Jeg griber tilbage til min analogi fra børnehaverne i min indledning: Det er min oplevelse, at den siddende ledelse på DFI ikke har til sinds at isolere sig på kontoret og lukke døren. Jeg glæder mig derfor til at være med til at give den nye frihed flyvehøjde sammen med DFI og mine samarbejdspartnere i branchen.

Lad os komme i gang!