Systemerne fungerer
Et nyt filmforlig er forhandlet på plads. Over alt i verden kaster man af gode grunde misundelige blikke på den danske model og den politiske opbakning bag den.
Et år med fornemme priser taler for sig selv. I biograferne er travet mere ujævnt. Eller måske for jævnt?
Vi laver mange film. Noget kunne tyde på, at vi også laver flere film, end publikum er parat til at absorbere. Måske fordi vi er lidt for gode til at lave jævn kvalitet?
Af en kunststøtteordning at være producerer den danske filmstøtte rigtig megen god og halvgod underholdning og forbløffende få kunstværker.
Lars von Trier. Flere andre har prøvet, men Trier står stadig ret alene, når det gælder om konsekvent at lave film, der er helt uden for nummer. Er det kun, fordi Trier er et geni, eller er der også en inerti, som gør det svært for det sublime, det originale og det helt vilde i varmen at nå helt frem til fadet?
Støttesystemets oprindelige modvilje mod Dogme95 er værd at huske. Uanset alle gode viljer har systemer deres træghed.
Men det handler nok i mindst lige så høj grad om, at man som filmskaber og producent automatisk tænker sine ideer og projekter inden for rammerne af det realiserbare.
Man bliver inden for rammerne. Laver film om familier, fængsler, forhold, fjas og forpligtelser inden for genkendelige realisme-parametre. Man laver film, som gør, at man nok også får lov til at lave en film mere bagefter. Hvis forfatterne gjorde det samme, ville de alle sammen skrive krimier. Men det gør de jo så også snart ...
Man har sat spørgsmålstegn ved, om "Forbrydelsens element" ville være blevet lavet i dag. Ville en Bela Tarr, en Nuri Bilge Ceylan, en Roy Anderson kunne slippe igennem det danske støttesystem? Måske. Med en lille novellefilm hos New Danish Screen.
I USA har man betegnelsen et "Genius Grant". Et arbejdslegat reserveret for genier, det geniale eller det, der ligner. Det gives til en forfatter. Men jeg foreslår, man laver et "Geni-legat" i dansk film. Om geniet er ungt eller gammelt, er en person eller et projekt, er underordnet.
Det kunne være 15 mio. kr. Tog man pengene fra den almindelige støtte, måtte man måske et år lave 22 film i stedet for 26.
Publikum ville næppe registrere forskellen. Måske ville det ikke engang blive så stort et afsavn. Med rigtig branding kunne man måske også få interesseret en privat sponsor i at være med.
For eksempel "The Novo Genius Grant" – eller hvad ved jeg. Murnau-legatet.
Geni-legatet skulle ikke komme til udbetaling hvert eller hvert andet år. Kun når der var en rigtig god grund. Til gengæld skulle det kunne høres og ses, når det skete!
Der måtte gerne følge lidt præstationsangst med. For det handler ikke om at opgradere en produktion fra dyr til dyrere for at få råd til større kulisser og flere pudderparykker. Det handler om at skabe en mulighed for at realisere det helt usædvanlige, det grænsesprængende, det æstetisk udanske. Noget, der rykker og rokker. Noget smukt på den gyngende grund.
Man kan søge det. Man kan indstilles til det. Af en konsulent, af en producent, af sig selv.
Hvem skal bestemme? En lille komité. Måske Filminstituttets formand, en filmvidenskabsmand m/k, en filmkritiker og en uafhængig intellektuel, som kan se andet end filmiske forestillinger for sig.
For måske handler det sublimes fravær også om, at man tænker for meget i genrer og film-ideer og for lidt i rene ideer og inspiration fra den del af verden, der ikke handler om film?
En kattelem for det sublime. Et incitament til at række højt og dybt. Et frikvarter fra målgrupper, produktionssystemer og platforme og en håndsrækning til filmkunsten som en kunst.
Et legat til det geniale.