Kan hjerneforskning forbedre trailere?

FORSKNING. Nyt pilotprojekt undersøger traileres evne til at aktivere publikums følelser ved hjælp af målemetoder inden for hjerneforskning. Formålet er at få målbar viden om, hvordan publikum reagerer på trailere, hvilke de husker, og om de får lyst til at se filmen.

Trailere er et at de vigtigste markedsføringsmidler i lanceringen af nye film, men kun få studier har undersøgt, hvordan trailere påvirker publikums følelser.

Derfor har DR, Nordisk Film og Det Danske Filminstitut i et nyt pilotprojekt undersøgt danske filmtraileres emotionelle effekt på publikum, samt hvordan disse følelser påvirker publikums erindring af og lyst til at se filmen. 

I projektet måler forskerne forsøgspersonernes emotionel arousal, dvs. den følelsesmæssige intensitet de oplever, mens de ser trailere. Ved at sætte to elektroder på deltagernes fingre måles produktionen af sved i hudlagene, og det giver et indblik i, præcis hvornår filmtrailerne fanger publikums interesse, og hvornår de keder sig. Rapporten sammenligner herefter de psykofysiologiske data med hukommelsestest og want-to-see-spørgeskemaer hos deltagerne. 

Resultaterne, som kan læses i rapporten, kan bruges til at give målbar viden om, hvordan en filmtrailer kan klippes, så den fanger publikums opmærksomhed bedre. 

Erfaringerne fra projektet blev præsenteret på et seminar på Det Danske Filminstitut i sidste uge, hvor også den irske forsker dr. Brendan Rooney (University College Dublin) deltog. Brendan Rooney planlægger nu i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet at udvide pilotstudiet med en ny undersøgelse. Dette skal udmunde i en videnskabelig artikel om feltet, der formentlig ligger klar i 2019.