Kan man surfe på nettet med vandkæmmet hår?

SIKKER INTERNET DAG. Danske børn begynder at surfe tidligere på nettet end mange andre europæiske børn. Men navigerer de i sikre farvande? Den verdensomspændende Sikker Internet Dag stiller skarpt på, hvordan børn og unge får stærke digitale kompetencer.

Det startede som et Europæisk initiativ, men den 8. februar stiller knap 70 lande skarpt på Sikker Internet Dag - lige fra Island til Kenya og fra Canada til Sydkorea. I Danmark organiseres dagen af Medierådet for Børn og Unge i samarbejde med Red Barnet og Cyberhus.

Dagen fejres med konferencen Generation Online, hvor Danmarks førende eksperter er samlet til oplæg og workshops om børn og unges digitale fællesskaber og digitale kompetencer. Samtidig markeres dagen over hele landet med masser af aktiviteter og events under temaet ”Smil, du er på nettet!”.

Fakta

For yderligere information, kontakt:

Camilla Wøldike, Medierådet for Børn og Unge, camillaw@dfi.dk, 3374 3607
Dorte Mari Aggergaard, Medierådet for Børn og Unge, dortea@dfi.dk, 3374 3602

For de yngste og deres forældre lancerer Medierådet for Børn og Unge i samarbejde med DR og Trygfonden et helt nyt univers: Tiden er kommet til, at Oline får sin første computer! (se pressemeddelelse). Her kan de helt små have det sjovt og lære om privatliv og webetik sammen med deres forældre, f.eks. med afsæt i den tilhørende forældrefolder, der er fyldt med inspiration og gode råd.

For de større børn og unge er der stribevis af konkurrencer, smil og underholdning. Sitet www.smilduerpaanettet.dk er nøglen til alt dette. Eksempelvis sætter Ramasjang, Palles Gavebod og Habbo spot på, hvad der får børn og unge til at smile på nettet, mens Movellas udfordrer spirende forfattertalenter.

Internationalt fremhæves årets fokus på ’det digitale liv’ med sloganet ”It’s more than a game, it’s your life". Det skal opfordre alle til at tænke over relationen mellem deres digitale liv og andre aktiviteter i hverdagen. Det europæiske samarbejde Insafe er den internationale koordinator af dagen.

Mere information om Insafe og danske events og aktiviteter på www.sikkerinternetdag.dk