Kapringen vinder to priser i Marokko

FESTIVAL. Tobias Lindholms "Kapringen" vandt lørdag den 8. december to flotte priser på Marrakech International Film Festival i Marokko.

"Kapringen" fik i lørdags to fornemme priser med hjem fra filmfestivalen i Marrakech. Filmen modtog Juryens Pris, som deltes med den iranske "Taboor", og Søren Malling vandt for Bedste Skuespiller. 

Filmen har allerede vundet flere priser. Den fik blandt andet hovedprisen på Thessaloniki International Film Festival i Grækenland og publikumsprisen for nye auteurs på AFI Fest i Los Angeles. Senest modtog Malling prisen for bedste skuespiller på Abu Dhabi Film Festival. 

Tobias Lindholm er netop udråbt som en af de ti instruktører på filmmagasinet Varietys liste "10 Directors to Watch". Listen repræsenterer nye talenter, hvis arbejde lægger op til en lovende karriere.

"Kapringen" er produceret af René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Marrakech International Film Festival