Kåring af bedste europæiske ungdomsfilm

YOUNG AUDIENCE DAY. Den franske film "Miss Impossible" løb med sejren, da unge aalborgensere i søndags trodsede forårsvarmen for at tilbringe dagen i biografmørket.

I søndags slog Biffen, Nordkraft i Aalborg for tredje år i træk dørene op for en stor flok engagerede 12-14-årige. Det skete i forbindelse med Young Audience Award, et prisshow, der hvert år afholdes af Det Europæiske Filmakademi (EFA) med formålet at fremme europæiske film.

På dagen blev unge mennesker fra 26 europæiske byer, heriblandt Aalborg, præsenteret for tre film, som forinden var udvalgt af en international komité til at kæmpe om den eftertragtede Europæisk film-statuette. Da de unge publikummer havde set filmene, stemte de på deres favorit og overrakte resultaterne til værtsbyen Erfurt i Tyskland, hvor vinderen blev kåret. 

Franske "Miss Impossible" løb med sejren, skarpt efterfulgt af den svenske "Girls Lost".

Instruktøren bag vinderfilmen, Émilie Deleuze er meget beæret over at modtage en pris fra netop den aldersgruppe, som "Miss Impossible" er tiltænkt. Det siger hun i takketalen til overrækkelsesceremonien, som blev streamet live på dagen ud til de deltagende biografer.

Se showet og interview med Émilie Deleuze på Young Audience Awards hjemmeside.

Med filmen, der handler om den utilpassede teenager Aurore, forsøgte hun med egne ord at trænge ind i hovedet på en teenager for at se, hvad der egentlig gemmer sig bag de skulende øjne og tvære miner. Og noget kunne tyde på, at hun har ramt plet med sit portræt. I hvert fald lykkedes det hende at overbevise de kritiske og engagerede unge fra hele Europa, som deltog på dagen.

Det Europæiske Filmakademi (EFA) er hovedarrangøren bag Young Audience Award. Det danske arrangement fandt sted i Aalborg med støtte fra Det Danske Filminstitut.

 

Tags: Skolebio