Kick off party for BUSTER-fans

18.09.2001
Københavns
Internationale Børnefilmfestival BUSTER får hjælp fra de danske
miniputmestre i fodbold, når årets festival bliver sparket i gang torsdag
d. 20. september kl. 19.00 i Palads Bio, København.
BUSTER inviterer børn og
voksne til at deltage i aftenens program, hvor konkurrencefilmen "There Is
Only One Jimmy Grimble" bliver vist. Den handler om den fodboldglade
Manchesterdreng Jimmy, som drømmer om at komme på skolens fodboldhold.
Filmen har allerede høstet mange internationale priser.
Forud for filmvisningen
præsenterer festivalleder Ane Skak og BUSTER-bestyrelsesmedlem Ulrich
Breuning festivalens program, og BUSTER byder på en forfriskning.
Arrangementet er gratis og billetter kan bestilles i Palads Bio på tlf. 70
13 12 11 dagligt fra 9.30.
BUSTER viser fra den
1.-7. oktober mere end 60 forskellige film fra over 20 lande. Otte
spillefilm konkurrerer om børnejuryens og den internationale jurys pris,
der hver ledsages af 50.000 kroner. De to juryer uddeler desuden hver en
kortfilmpris fulgt af 15.000 kroner til en af de ti kortfilm i
konkurrence.
BUSTERs hovedprogram
afvikles i Palads Bio, og i Huset i Rådhusstræde er der animationsworkshop
og animationsfilmprogram. I Cinemateket i Gothersgade er der visning
af festivalens dokumentarfilm, en retrospektiv ungdomsfilmserie, en serie
om "Skolen på film", og en "Digital café", hvor børn kan lave film og lege
med interaktiv film. Samme sted afholder festivalen desuden tre seminarer
om "Den digitale fortælling", "Ungdomsfilm i dag" og "Skolen på film".

Program på BUSTERs
hjemmeside www.busterfilm.dk.
For yderligere
information, kontakt:
BUSTER, Københavns
Internationale BørnefilmfestivalPressekoordinator Lise Saxtrup, 2026
7440, saxtrup@vip.cybercity.dk
Det Danske
FilminstitutInformationsmedarbejder Lars Fiil-Jensen, 3374 3559, larsf@dfi.dk