Kig filmskoleeleverne over skulderen

Afgangseleverne på Den Danske Filmskole lader nu publikum følge med i processen omkring tilblivelsen af deres seks nye afgangsfilm.

I fremtiden ser det ud til, at filmfolk i tiltagende grad skal tænke publikum ind i processen omkring tilblivelsen af en film. Filmmagerne skal finde deres fans, inden produktionen går i gang. Ellers kan det blive vanskeligt nogensinde at nå et publikum eller måske endda overhovedet at få finansieret sin film. Sådan lyder budskabet fra mange eksperter indenfor området marketing og finansiering af film.

Den udvikling har seks elever, som bliver færdiguddannet fra Den Danske Filmskole næste sommer, set komme og taget til sig. Eleverne fra Filmuddannelsen præsenterer nu et fælles website, hvor interesserede kan følge med i deres arbejde med at producere afgangsfilm.

Lige nu indeholder siden korte beskrivelser af ideerne bag filmene, blogs og arbejdsbilleder. "Om natten går alt i et meget mere meditativt flow, det er som om man er mere åben for at tune sig ind på filmens egentlige natur," kan man f.eks. læse i en meditation fra en af de nye filmmagere efter at optagelserne til afgangsfilmen "M for Markus" har stået på i ti nætter.

Filmskolens rektor Poul Nesgaard ser dog helst, at dramaet foran kameraet stadig er i stand til at udkonkurrere det drama, som finder sted bag ved kameraet. "Det sker da heldigvis også – men kedeligt er det nu aldrig, når et filmprojekt skal virkeliggøres," kommenterer Poul Nesgaard. "At den nye generation af filmfolk fra Den Danske Filmskole lægger deres baggrundshistorie ud på nettet, kan kun blive interessant. Det er et fornemt initiativ, som jeg glæder mig til at følge."

"Vi glæder os til at byde alle filminteresserede indenfor i processen og give dem et mere fyldestgørende indtryk af, hvad den ny generation af filmskabere står for," forklarer producerelev Jacob Jarek.

Afgangsfilmene får premiere den 10. juni 2011 på Den Danske Filmskole og vil siden kunne opleves i biografer landet over samt på DR. Imens: "Åben websitet og følg med!"

www.afgangsfilm0711.dk