"The DeVilles" fortæller historien om burlesque-danseren Teri Geary, kendt under kunstnernavnet Kitten DeVille, og hendes musikermand Shawn. Parret bor i L.A. og lever i en tidsbobbel af 50’er og 80’er romantik. De har været sammen, siden de var 17 år og har tre børn. Men nu begynder forholdet at knirke og fortidens skeletter at komme frem i lyset.
Instruktøren Nicole Horanyi stødte på burlesque-miljøet i 2005, da hun gik på Den Danske Filmskole og var på praktikophold i New York. Hun forelskede sig i dansen, der er en teatralsk og humoristisk blanding af striptease, flamboyante kostumer og cabaret, fordi den hylder kvindekroppen, som den er og er sexet uden at være vulgær.
50'er-ikoner
Da Nicole Horanyi begyndte på filmen, havde hun allerede mailet med sin hovedkarakter Teri, som hun fandt på MySpace, i et år.
"Jeg syntes, at Teri var interessant, fordi hun var ældre, og hun så lidt mærkelig ud, med en lidt for stor mund, lidt for stor næse, og på nogle billeder nærmest lignede en mand. Samtidig var hun helt gennemført i sin stil," fortæller Nicole Horanyi.
Instruktøren faldt for Teri og Shawns blanding af 50'er og 80'er æstetik og det helt specielle univers, som parret lever i.
"De ligner jo to ikoner fra amerikansk historie. Teri dyrker 50'er pinup-looket og har Marilyn Monroe og burlesque-legenden Dixie Evans som forbilleder, mens Shawn er et miks af 80'er punkrock og 50'er rockabilly. Det er et totalt syret og kitschet univers," siger Nicole Horanyi, som endda underdrev kitsch-værdien for at gøre filmen mere troværdig.
"Vi har klippet mange replikker ud, som folk simpelthen ikke ville tro på, at de sagde i virkeligheden. Jeg var målløs, da jeg mødte dem første gang. De taler i floskler, der lyder som noget fra en corny b-film. Men samtidig kunne jeg mærke, at de ikke var overfladiske."
En kærlighedshistorie
Instruktøren havde oprindeligt tænkt sig at fokusere på burlesque-dansen. Men efterhånden som Teri fortalte om sit liv over mailen, tog den personlige historie, og især forholdet til hendes mand, over.
"Jeg blev rørt af deres kærlighedshistorie. Selvom de har deres problemer, er de meget heldige, at de har fundet hinanden. De har en ekstremt god forbindelse og er helt symbiotiske i deres forhold. Jeg kommer selv fra en skilsmissefamilie og har ikke den store kærlighed som forbillede, og jeg var interesseret i at undersøge, om man virkelig kan være sammen med den samme person i så mange år og holde kærligheden frisk," fortæller Nicole Horanyi.
Ifølge instruktøren er Teri og Shawn, trods den specielle indpakning, ikke så forskellig fra alle andre familier med hus, børn og bil.
"Jeg prøvede at undgå, at det blev et freakshow ved at vise, at de grundlæggende bare er et par, som elsker hinanden og forsøger at få familien til at fungere. De har nogle grundlæggende værdier, som alle kan spejle sig i, og det er det, der gør, at man føler med dem," siger Nicole Horanyi, som finder parrets kærlighed inspirerende.
"Det er livsbekræftende at se mennesker, der har så stærk en kærlighed og kæmper for den. Selvom de har skændtes, været utro og sagt grimme ting, vælger de alligevel hinanden. Det strider imod meget, man kender, hvor folk giver så hurtigt op."
Samtidig med det livsbekræftende, er der ifølge Nicole Horanyi dog også noget lidt sørgeligt ved Teri og Shawn, fordi de i den grad hænger fast i fortiden.
"De sidder fast i deres storhedstid, da de var i starten af tyverne. De har det samme sprog og kalder f.eks. hinanden "boy" og "girl" og ikke "man" og "woman". Det er lidt ynkeligt at se to voksne mennesker, der ikke kan give slip på deres ungdom. Det er et underlæggende tema i filmen, at de skal til at redefinere sig selv, for hvor længe kan de gå rundt i det tøj, og hvor længe kan hun blive ved med at danse?"
Kontrolleret, men ægte
Nicole Horanyi ønskede at fortælle Teri og Shawns historie som en klassisk amerikansk love story og fik derfor hjælp til dramaturgien af manuskriptforfatteren Anders August. Gennem samtalerne med Teri vidste Nicole Horanyi, at der var en krise under opsejling, og hun og Anders August skrev krisen som vendepunkt i historien i form af, at Teri er nødt til at tage på job i Las Vegas, og Shawn bliver hjemme, fordi de er uvenner.
"Nogle af scenerne var meget kontrollerede," fortæller Nicole Horanyi. "Den scene, hvor Shawn sidder og kigger på gamle billeder med børnene, har jeg f.eks. skrevet, fordi jeg vidste, at det ville fremkalde følelser i ham. Jeg havde brug for en scene, der beskrev hans følelsesmæssige rejse til at beslutte, om han skal tage efter Teri. Og så havde vi skrevet to slutninger – en happy ending og en, der var mere åben."
Selvom filmen er meget iscenesat, ser Nicole Horanyi den dog stadig som en dokumentarfilm.
"Filmen bevæger sig i et grænseland. Jeg synes først og fremmest, at det er en dokumentarfilm, men vi bruger greb fra fiktionen. Jeg skabte nogle rammer, hvor de kunne leve følelserne ud. Men jeg har f.eks. ikke kunnet skrive, at de skulle blive uvenner, og jeg har ikke bedt dem om at føle noget. Der er ikke en replik, en følelse i filmen, der ikke er ægte," siger Nicole Horanyi.
Instruktøren mener, at filmens følelse af fiktion også stammer fra æstetikken, som hun har fundet inspiration til fra bl.a. David Lynchs "Wild at Heart", Cassavetes' kvindeportrætter og gamle film med og billeder af Marilyn Monroe.
"Jeg er inspireret af de stilmiks og forskellige æstetiske referencer, der er i "Wild at Heart". Og ligesom i en fiktionsfilm har jeg nøje planlagt alle filmens visuelle detaljer med lys, billedbeskæring, musik og karakterernes tøj. Teri og Shawn er i sig selv så ekstreme og selviscenesatte, og den stemning har jeg prøvet at ramme i filmens formsprog," fortæller Nicole Horanyi.
