Kontaktsøgende dansere udfordrer fantasien

INTERVIEW. Vi er i det nordiske samfund opdraget til at forstå og analysere. Dansefilm udfordrer os til at sanse, lade os inspirere og bruge vores fantasi. Det siger Maia Elisabeth Sørensen, hvis dansefilm "Satellit" har premiere på SneakBar fredag den 5. april. Filmen handler om kommunikationsbrister og undersøger samspillet mellem bevægelse og kamera.

En pinkklædt kvinde lytter med øret til gulvet i en kælder. Udenfor på en betonplads opfanger en kvinde i gult de samme elektriske signaler, som hun sender videre til en turkisklædt kvinde på en græsmark. De tre kvinder forsøger at kommunikere med hinanden gennem bevægelser og dans på tværs af tid og sted. Men der er støj på linjen, og det lykkes ikke altid at modtage de andres signaler.

Det handler om at sanse, lade sig inspirere og lade sig føre med – i stedet for at skulle have en forklaring på alting.

"Som mennesker luller vi rundt i vores egne små verdener, som vi kun selv kan se. Derfra forsøger vi at kommunikere med hinanden, men det går galt, fordi vi kun kan se os selv og vores egen verden. Det er både ensomt og lidt komisk," siger Maia Elisabeth Sørensen, der har instrueret, koreograferet og performet i "Satellit" – en 14 minutter lang dansefilm, hvis stil instruktøren beskriver som "finurlig bevægelse med et twist af disco".

Fakta

Maia Elisabeth Sørensen

 

Født 1980. Danser, koreograf og instruktør. Uddannet fra Martha Graham School of Contemporary Dance i New York. Har instrueret de korte dansefilm "Nude" (afgangsprojekt, 2007), "Poem" (2007) "Kild mig ihjel" (2010) og "Satellit" (2013).

"Satellit" produceret af Mille Haynes fra Friishaynes, der arbejder i krydsfeltet mellem film, dans og kunst og lige har været aktuel med Bodil-nominerede "Ballerina", der også er præmieret af Statens Kunstfond. www.friishaynes.com

 

"Satellit" får premiere på SneakBar den 5. april.

SneakBar-program

  • "In Absentia" af David Metz
  • "Satellit" af Maia Sørensen
  • "Trold" af Fili Seifert
  • "Sammen for evigt" af Johannes Pico

Cinemateket holder visninger fredag den 5. april kl. 19.00 og kl. 21.00 i BIO ASTA. Der er fri entré og mulighed for at købe drikkevarer i ASTA BAR.

SneakBar-billetter bestilles på Cinematekets hjemmeside eller på 3374 3412. Arrangementet er allerede udsolgt, men der er mulighed for uafhentede billetter på dagen.

Læs mere om SneakBar i Cinemateket på Facebook.

 

"Filmen handler om tre forskellige mennesker, der forsøger at skabe kontakt. Men de forstår ikke, hvad de andre forsøger at fortælle, fordi de ikke kan se hinanden. På et tidspunkt er der kun en rude mellem to af karaktererne, men karakteren udenfor ser kun sit eget spejlbillede. Når vi er i vores eget univers, kan vi ikke se hinanden. Men der er noget smukt ved, at vi bliver ved med at søge kontakten."

 

Et studie i kamera og bevægelse

Det er den analytiske beskrivelse af "Satellit". Men i virkeligheden er filmens udtryk mere abstrakt. Maia Elisabeth Sørensen beskriver den dramaturgiske opbygning som en prik til prik-børnetegning: Plotpunkterne er faste, men stregerne, der forbinder dem, ser ud, som de nu bliver tegnet. I "Satellit" er det bevægelserne, der udgør stregerne og forbinder handlingen og karaktererne. Instruktøren skrev derfor manuskriptet sideløbende med, at hun udviklede ideen fysisk. Det foregik i form af eksperimenter med kamera og bevægelse sammen med først videokunstneren Aino Ahokas og siden fotograf Mathias Tegtmeier. Eksperimenter med både bevægelse foran kameraet og bevægelse af kameraet.

"Jeg stod og svingede med armen, mens hun filmede det på forskellige måder. Vi forsøgte at finde ud af, hvordan de to bevægelser arbejdede sammen, og hvordan vi kunne bruge samspillet til at fortælle en historie. Og til at genskabe den tredje dimension, man mister på en skærm i forhold til en live performance - så man mærker dansen fysisk, selvom man ser den på en skærm," fortæller Maia Elisabeth Sørensen.

"En kamerabevægelse vil altid virke stærkere rent fysisk end en bevægelse foran kameraet. På den måde kan kameraet forstærke bevægelserne. Derudover brugte vi kamerabevægelsen bogstaveligt til at sende karakterernes signaler af sted og ind i næste klip, hvor den næste karakter enten griber eller ikke fanger signalet."

 

Fantasi og sansning

Maia Elisabeth Sørensen er uddannet danser og koreograf fra Martha Graham School of Contemporary Dance i New York. Hun valgte at udforme sit afgangsprojekt som en film af den praktiske grund, at den lange smalle gang, hun havde udset sig som scene, ikke havde plads til publikum. Arbejdet med projektet, filmen "Nude", åbnede hendes øjne for de koreografiske muligheder, der ligger i filmmediet.

"Film har et andet tempo end live performance, fordi man som publikum opfanger tingene hurtigere på en skærm. Det bliver mere kompakt, og man kan gå hurtigere til pointen. Med kamera og klipning kan man styre publikums øjne og vise kroppen på en anden måde. Det giver publikum et andet forhold til performeren. Endelig har man på film mulighed for at springe hurtigt i tid og sted. Det er nemmere at skabe en illusion og et univers, som ligger langt fra virkeligheden."

Netop stimuleringen af fantasi og sansning er ifølge instruktøren en af de gevinster, vi som publikum får af at se dansefilm.

"Jeg synes, der er en generel tendens til, at film skal være så virkelige som muligt. Men jeg har ikke behov for at se min egen virkelighed projekteret på et lærred. Den oplever jeg hver dag. Jeg synes, det er mere spændende at få udfordret min fantasi og opleve et andet univers."

"Dansefilm har en sanselighed, som ord ikke har, og det skaber rum til fantasi. Vi har som nordisk samfund en meget analytisk tilgang til kunst. Vi vil gerne forstå, det vi ser. Jeg tror, det er derfor, at folk ikke ser ret meget dans. Dans er kropsligt, sanseligt og emotionelt. Det handler om at sanse, lade sig inspirere og lade sig føre med – i stedet for at skulle have en forklaring på alting. Det synes jeg virkelig, vi mangler i vores samfund. Men det er også fordi, dans ikke er en del af folks bevidsthed. Dansemiljøet og dansefilm lukker meget om sig selv. Det er en skam, for der er nogle fantastiske film derude, som sagtens kan forstås af andre end fagnørder. Derfor håber jeg også, at dansefilm i fremtiden vil få mere plads på almindelige filmfestivaler."

"Satellit" er produceret af Mille Haynes for Friishaynes med støtte fra Filmværkstedet/DFI.