Kortfilm af Mahdi Fleifel til Cannes

CANNES. Mahdi Fleifels korte fiktionsfilm "A Drowning Man" er udtaget til kortfilmkonkurrencen på Cannes Festivalen 2017, der hermed melder om de første titler til årets store filmbegivenhed, der finder sted 17.-28. maj.

Livet som flygtning er et tilbagevendende tema i Mahdi Fleifels film. Nu er den dansk-palæstinensiske instruktør klar med "A Drowning Man", der netop er udtaget til kortfilmkonkurrencen på Cannes Festivalen (17.-28. maj). 

Fleifels korte fiktionsfilm fortæller historien om en fortabt sjæl i et moderne Athen, alene og langt hjemmefra, der gør sit bedste for at overleve og må indgå de nødvendige kompromiser i en verden, hvor farer lurer.

"A Drowning Man" er en ud af ni kortfilm, der skal konkurrere om den prestigefyldte Guldpalme i kortfilmkonkurrencen, hvis jury i år ledes af den rumænske instruktør Cristian Mungiu.

Mahdi Fleifel, der er filmskoleuddannet i England, vandt en Sølvbjørn for bedste kortfilm på Berlin Filmfestivalen 2016 med "A Man Returned". Dokumentaren foregår i den samme palæstinensiske flygtningelejr i Libanon, hvor instruktøren selv tilbragte sine tidlige barndomsår, inden turen gik til Danmark. Filmen blev produceret med støtte fra Filmværkstedet i København.

Livet i flygtningelejren er også temaet for hans to tidligere, prisbelønnede film, "Xenos" (2014) og "A World Not Ours" (2012), der begge blev udtaget til Berlinalen. Her vandt sidstnævnte en fredspris. 

"A Drowning Man" er produceret af Final Cut for Real ved Signe Byrge Sørensen og engelske Nakba Film Works ved Patrick Campbell. Michael Aaglund har klippet, og Vasco Viana har fotograferet. Filmen har modtaget udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Kortfilmkonkurrencen er Cannes' første udmelding om årets festivalfilm. Det resterende program bliver offentliggjort over de kommende uger.

Cannes Festivalen 17.-28. maj 2017