Kosovo tur/retur

REJSEBERETNING. Med den prisbelønnede dokumentarfilm "Ønskebørn” under armen vendte filmholdet tilbage til Prishtina i november 2010 for at vise den til de medvirkende. Det blev en følelsesladet tur, som satte gang i mange tanker omkring dét at lave film blandt verdens fattige og udsatte mennesker. Læs her producer Jesper Morthorsts evaluering af turen.

"Ønskebørn" er optaget i Kosovo, og formålet med at vende tilbage var at præsentere filmen, dels for børnene som medvirker i filmen, dels for lokalbefolkningen, kulturfolk, officielle instanser samt folk fra det internationale miljø (NGO´er, ambassader, konsulater, FN, EU etc.). Visningerne blev efterfulgt af debat og Q&A's i det miljø, hvor filmen er optaget.

Selv om gensynsglæden var stor mellem os og børnene, var det altså ikke sjove visninger. Dertil var det simpelthen for komplekst. Men at det var nødvendige visninger, er vi fuldstændigt overbeviste om

Med på turen til Prishtina var instruktør Birgitte Stærmose, fotograf Marek Wieser, klipper Anne Østerud og producer Jesper Morthorst. Det blev en følelsesladet rejse, som satte gang i mange tanker omkring dét at lave film blandt verdens fattige og udsatte mennesker.

På fire dage fik vi arrangeret visninger for alle de medvirkende børn. Vi viste filmen for dem i grupper på maksimalt tre børn, så det ikke blev for intimiderende en oplevelse at se sig selv i filmens dystre univers. Og for at undgå, at de følte sig udstillede og pinliggjorte foran en større forsamling af mennesker.

Det lykkedes vores lokale kosovo-albanske instruktørassistent Kaltrina Krasniqi og hendes hjælpere at finde frem til alle børnene igen. Så de har nu alle haft mulighed for at se filmen sammen med os, som skabte den, og som de var sammen med i dagevis, først under interview- og researchfasen og siden under optagelserne i vinteren og foråret 2009.

ønskebørn_kosovotur2
Krasniqi-brødrene halvandet år efter optagelserne i Kosovo.

Ambivalent oplevelse

Det var ikke en entydigt positiv oplevelse at vise børnene filmen. Vi så, at deres livssituation var forværret og i endnu mere miserabel stand end for halvandet år siden, alt imens vi – takket være dem - har opnået stor succes med filmen og efterfølgende har været på optagelser med vores første spillefilm.

Flere af børnene reagerede ”sundt” på filmen, som de fleste børn vil reagere, når de ser sig selv på film: Fnisende og pinligt berørte på den barnlige måde, men også lidt stolte over at være i centrum. Andre børn blev ramt af filmens sørgelige fremstilling af deres liv – som om de for første gang zoomede ud og fra fugleperspektiv så deres eget liv i en kontekst.

Selv om gensynsglæden var stor mellem os og børnene, var det altså ikke sjove visninger. Dertil var det simpelthen for komplekst. Men at det var nødvendige visninger, er vi fuldstændigt overbeviste om. At følge op på den proces det er at lave film, at vise dem det færdige resultat og se dem i øjnene bagefter. At give dem mulighed for at stille spørgsmål, skælde os ud eller for den sags skyld græde over deres tilværelse.

ønskebørn_kosovotur Krasniqi-brødrene ser for første gang sig selv i "Ønskebørn".

Insistere på respekt

Vi kommer aldrig til at opnå et ligeværdigt forhold med vores medvirkende i ”Ønskebørn” – dertil er forskellen på vores verdener og dagligdag simpelt hen for stor. Men at insistere på at vise dem respekt, behandle dem som medmennesker og påtage os besværet og ubehaget ved at tage tilbage og præsentere dem for filmen, var det mindste vi kunne gøre.

Der blev også arrangeret en mere officiel visning udover alle visningerne for børnene. En visning for vores lokale crew, deres familie og venner, kulturfolk fra Kosovo, NGO´er og lokale organisationer, som arbejder med gadebørn og børnehjem, samt enkelte internationale repræsentanter i Kosovo. Den blev afholdt med efterfølgende Q&A og sammenkomst, så der var mulighed for at tale med de lokale om filmen - ordentligt og i dybden.

Den største skuffelse var, at så få fra det internationale miljø i Prishtina var interesserede i at se filmen. Hverken FN, EU eller de forskellige ambassader viste interesse… Trist, når man tænker på, at det er de instanser, som repræsenterer vores hjælpeindsats i Kosovo.

Vores tur sluttede heldigvis positivt af med et besøg på et børnehjem, hvor vi havde inviteret medarbejderne til at se ”Ønskebørn”. Vi havde fået en fin donation af børnetøj fra det danske firma Wheat, som vi medbragte. Det var en stor oplevelse at se det lokale arbejde, der bliver gjort, for at tilbyde udsatte børn en god start på livet, også selvom det kun er en brøkdel af de hjemløse børn, som kan få plads på de få og eftertragtede børnehjem…

Turen til Kosovo har modtaget lanceringsstøtte af New Danish Screen. Updaten er en bearbejdet og forkortet version af producer Jesper Morthorsts evalueringsrapport til DFI

ønskebørn_kosovotur3
Øverst fra venste: Producer Jesper Morthorst, instruktørassistent Kaltrina Krasniqi, medvirkende Gëzim Kelmendi, researcher Veton Nurkollari, instruktør Birgitte Stærmose, klipper Anne Østerud, medvirkende Valon Selimi, fotograf Marek Septimus Wieser og medvirkende Lulzim Kelmendi.

Tags: Ønskebørn